"Da kong Knud i julen 1187 havde samlet rigets ledende stormænd til møde i Odense, indfandt der sig et paveligt sendebud, som meddelte at Jerusalem var faldet i de vantros hænder, og han fremførte pavens opfordring til ved et nyt korstog at erobre de hellige steder tilbage. Det fortælles i et anonymt norsk skrift (Historia de profectione Danorum in Hierosolymam), at Esbern Snare ved sin begejstring skal have vundet stor tilslutning til deltagelse. Alligevel var det kun en lille gruppe, der nåede frem i 1192 – først efter korstogets afslutning."

Sådan beskriver en anonym norsk kilde Esbern Snares reaktion på nyheden om Jerusalems fald. Når vi ser på Vor Frue Kirkes arkitektoniske udformning er det med denne oplysning som udgangspunkt fristende at fremsætte følgende tese:

Esbern Snare var i spidsen for de danske korsfarere, der drog til det Hellige Land i 1192.

Han vendte hjem – inspireret.

Esbern Snares inspiration ses af Vor Frue Kirkes regelmæssighed i grundplanen, den græske korsform, kerneenheden 144 og tårnene. Forklaringen findes i Hugo Johannsens kendte gennemgang af kirken i folderen "Vor Frue Kirke" - den kan købes i kirkens våbenhus.

"Iflg. Johannes Åbenbaring (Åb. 21,10f) lignes den kommende salighed med en perfekt, regelret by – Det himmelske Jerusalem – der på den yderste dag sænkes ned til menneskene... Kombinationen med korsform...antyder desuden inspiration fra kristenhedens helligste tempel, kirken over Kristi Grav i Jerusalem... Selve tårnrigdommen, der mere end noget andet enkelttræk giver Vor Frue karakter af en Guds himmelborg er karakteristisk for en lang række kirker fra tiden o. 1200.

Motiverne til den uhørt prægtige kirke kan der kun gisnes om...

Med sin korsform og tårnprydelser symboliserede den et harmonisk bysamfund, der i troen på den korsfæstede Frelser, afventede den kommende salighed."

Det himmelske Jerusalem kom således 'ned på jorden' i Esbern Snares projekt for Vor Frue Kirke, og man behøvede ikke at vente til Dommedag.

Før anlæggelsen af Kalundborg havde Esbern Snare levet et aktivt liv. Han havde rejst i Baltikum, hvor de nordiske kongedømmer havde fået lov til at drive mission og tage på 'korstog' – det var dog især Den Tyske Orden eller Mariaridderne, der gjorde dette.

Imidlertid er det vigtigt at hæfte sig ved denne mulighed for at drage på korstog 'lokalt' eller 'regionalt' – altså uden at korstog inkluderede en tur til kristenhedens centrale by – Jerusalem. Hvis man ikke kunne komme til Jerusalem kunne man jo prøve at tage 'Jerusalem' til de hedninge, der lå i en mere bekvem afstand.

Spørgsmålet om Danmark som korsfarerstat er det centrale. Korsfarerstat er et udtryk, der hører en senere tid til, men hvis det præciseres som 'frontliniestat' over for hedenskabet, er det hævet over enhver tvivl, at Danmark som korsfarerstat indgik som en central forestilling hos Valdemar d. 1 og Absalon, eftersom erobringen af Rügen og (tvangs)omvendelsen af venderne i 1169 er den afgørende udenrigspolitiske begivenhed, der definerer Valdemar som 'den Store' i udenrigspolitisk henseende.

Hermed træder Valdemar i karakter som sin fars søn, idet hertug Knud Lavard med sit hovedsæde i Slesvig førte – om ikke korstog så i hvert fald omvendelseskrige – imod de hedenske slaver.

Den efterfølgende borgerkrig er Valdemars-tidens forudsætning.

I januar 1131 blev Knud Lavard snigmyrdet i Haraldsted skov af sin fætter, kronprins Magnus Nielsen.

Få uger efter hans død fødtes Knuds lille søn, Valdemar, der kommer til at vokse op som fosterbroder til Esbern Snare og Absalon på Skjalm Hvides gård i Fjenneslev.

Den efterfølgende borgerkrig varede fra 1134-1157 og er blevet populariseret igennem den folkelige komedie "Svend, Knud og Valdemar" – virkeligheden har været alt andet end morsom. Begivenhederne fra det såkaldte "Blodgilde" i Roskilde i begyndelsen af august til det afgørende slag på Grathe Hede i oktober 1157 var borgerkrigens afslutning.

I Roskilde prøvede Svend at snigmyrde sine to medkonger, men havde kun held til det for Knuds vedkommende. Det lykkedes Valdemar (og Absalon) at undslippe – først til Fjenneslev og siden hen til Jylland, hvor Valdemar var konge og hurtigt rejste sin hær, der afgørende slog Svend på Grathe Hede i oktober.

Herefter blev Valdemar endelig (ene)konge af Danmark. Hans førsteminister blev hans fosterbroder – den senere så berømte (ærke)biskop Absalon (født 1128).

Hermed var Hvideslægten reelt kommet til magten i Danmark.

Da den pavelige legat nåede frem med sit budskab om Jerusalems fald under julegildet i Odense i 1187, var Esbern Snare 60 år gammel. Som anført havde han været meget aktiv i sit liv, han var handlekraftig og havde et godt kontaktnet – her var chancen for at se Den Hellige Stad - han kunne stadig nå det!

Det er aldeles troværdigt, at han vendte hjem opfyldt af hellig iver, og at hele konceptet for Vor Frue Kirke er et arkitektonisk udtryk for denne og dermed for hele den ekspansive Østersøpolitik i korsets tegn, der havde drevet Danmarks herskere fra 1159. Inspirationen fortsætter i den næste generation, idet Valdemar d. Stores yngste søn, Valdemar Sejr, vandt sit tilnavn ved Lyndanisse i Estland d. 15. juni, 1219 – korset i Dannebrog er formodentlig et korstogskors.

I mellemtiden havde Esberns datter, Ingeborg, og hendes mand, Peder Strangesen, fået færdigbygget Vor Frue, der således ikke alene er et sindbillede på korstogsbegejstringen, men også på Hvideslægtens formåen.

Da Peder Strangesen oplevede, at det var på høje tid selv at få del i svigerfaderens inspiration, drog han også på korstog. Han nåede dog kun til Ribe, hvor han døde i 1241.

Vor Frue står her som bekendt stadig... - i enhver henseende enestående.

Søren Juul,
Lektor.

Litteratur:
H. Johannsens artikel om Vor Frue kirke i Nyberg m.fl., Kalundborgs Historie, bind 4, Kalundborg, 1992,
K. Villads Jensen, "Danmark som korsfarerstat" i Koefoed (red.), Den jyske historiker, nr. 89, Århus, 2000,
L. Pedersen, "Lunden v. Tissø – Hvidernes herresæde?" i Blumensaadt m.fl., Fra Holbæk Amt, 2003,