Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Prædiken af Morten Pedersen

 

Tomheden gemmer på noget stort

Påskedag 2022

Tekster: (Sl 118,19-29;) 1.Pet 1,3-9; Matt28,1-8

 

Har du nogen sinde oplevet tomhed?

Det tror jeg, før eller siden rammer os alle.

Når man har været på en fantastisk ferie, kan det være helt tomt at komme hjem.

Når man har været på efterskole eller højskole, kan ens liv føles tomt, når det er slut, og man igen står derhjemme.

Når ens børn flytter hjemmefra, kan ens hjem føles helt tomt.

Når man har sagt det sidste farvel til et menneske, man elsker eller holder af, og som har fyldt ens liv med mening, så kan man føle sig helt tom, når man står tilbage.

Men måske gemmer tomheden på noget stort.

 

 

2

Da kvinderne, den søndag morgen går ud til Jesu grav, er de tynget af sorg og fortvivlelse. De er tynget af alt det, som de oplevede langfredag. Verden havde rottet sig sammen og fået Jesus slået ihjel på et kors.

Jesus havde givet dem så meget glæde og fyldt deres liv med mening. I samværet med ham glemte de alt det, som ellers kan tynge og bekymre én. Han gav dem oplevelsen af at være elsket. Han kunne sætte deres liv ind i et større perspektiv og give det mening.

Det var ham, de langfredag så blive hånet, ydmyget og hængt op på et kors, hvorfra hans sidste ord lød: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?” Hvorefter han udåndede.

Med den udånding forsvinder for kvinderne håbet, meningen og livsfylden, som bliver erstattet af sorg, fortvivlelse og tomhed. Med det tyngende og samtidige tomme åg på skuldrende går kvinderne ud til Jesu grav. Noget må de jo gøre.

Da kvinderne kommer til graven, er stenen foran indgangen til graven væltet fra. En engel sidder på den. Og englen møder kvinderne med ordene ”Frygt ikke!” fuldstændig de samme ord som englen sagde til hyrderne på marken julenat. Og samtidig ser kvinderne, at graven er tom. De kom for at tilse graven og salve den døde. Og nu er graven tom.

 

3. Tomhed er vores største frygt. Vi har det svært med tomhed. Rastløst forsøger vi at fylde tomheden ud. Mange tænder for en eller anden form for støj, så man slipper for at mærke stilheden og ens egen vejrtrækning.

Andre fylder rastløst tiden ud med aktiviteter og gøremål eller tv-serier i håb om, at det vil fylde tomheden ud.

Dybest set er det vi frygter tomhed.

Spørgsmålet er, om vi nogle gange skal turde blive i tomheden, i stedet for at forsøge at fylde den ud med fejlerstatninger?

Nogle gange har jeg set børn sidde helt stille i noget, jeg tror har været tomhed og måske også en god kedsomhed. Det har jeg både set her i kirken og i naturen. Og begge steder har jeg oplevet, at vi voksne har forsøgt at fylde noget i deres tomhed ved f.eks. at kaste dem op i luften eller stikke dem noget legetøj eller en mobil. Gad vide, hvad der vil ske, hvis vi bare sætter os lige så stille ved siden af dem og måske også bliver tomme?

 

4. Den tommer grav konfronterer kvinderne med deres tomhed.

Det er ind i den tomhed, at englen siger:

”Frygt ikke!” Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, ”Kom og se stedet, hvor han lå.”.

Kvinderne skal ind i den tomme grav og se den tomme plads – se tomheden. Det er i den tomhed, at englens ord for alvor tager fylde; ”han er opstået”. Det er i den tomhed, der sker opstandelse inde i kvinderne. En opstandelse der får dem til at løbe med både frygt og stor glæde for at fortælle det til Jesu disciple.

                  De løber med noget modsatrettet i sig: ”med frygt og stor glæde”.

                  Frygten hviler sikkert på, om det kan være sandt. Er Jesus virkelig opstået fra døden? Lever kærlighedens kilde? Og hvordan skal de nogensinde få nogle til at tro på det? De kender deres sorg og deres tomhed. Her er de på hjemmebane. Det, som englen fortæller, er ukendt. Det er ikke til at få hånd om. Og alligevel kan de ikke slippe det. For dér midt i tomheden – deres tomhed og den tomme grav, bliver de ramt af noget, som tager fylde i dem og vækker varme og glæde i deres hjerter.

                  Det er som om, at kvinderne er nødt til at tage et spring eller lade være. Vil de vælge at tro englens ord er sande og så løbe afsted til disciplene? Eller vil de lade være?

                  Der er et spræng mellem den tomme grav og så at løbe afsted med budskabet om opstandelsen i ryggen. Det spring er troen. Det er troen krydret med frygt, der får kvinder til at løbe afsted.

                  Men den frygt og tvivl de løber afsted med bliver udfordret undervejs. For evangeliet vi hørte fra alteret, fortsætter sådan her:

                 

”Og se, Jesus kom dem i møde og hilste dem med et ”God morgen!” Og de gik hen og omfavnede hans fødder og tilbad ham. Da sagde Jesus til dem: ”Frygt ikke! Men gå hen og sig til mine brødre, at de skal gå til Galilæa. Dér skal de se mig.”

                 

Kvindernes tomhed bliver deres landingsbane for at tage imod Jesu opstandelse og høre hans ”god morgen!” Et ”god morgen” som åbner op for nyt og ukendt og samtidig er det et ”god morgen”, de hører dér, hvor de er. De skal ikke gå til et fremmed sted for at møde den opstande og høre et ”god morgen”. Nej, de skal gå til Galilæa, som er deres hjemstavn. De skal møde den opstandne dér, hvor de lever. De skal med Jesu opstandelse og Jesu ord ”frygt ikke” i ryggen gå hjem og finde disciplene. Og det gør de. De kan ikke lade være. Deres hjerter er pludselig ikke tomme men fyldte. Og hvad hjertet er fyldt af, løber munden som bekendt over med. De skal fortælle om den tomme grav. Og de kan ikke lade være.

 

Det er i kvindernes tomhed, der er plads til Jesu opstandelse. Det er i livets tomhed, at livet genopstår.

Gravens og kvindernes tomhed er også en åbenhed.

Tomhed er ikke blot opgivelse og kedsomhed. Den er også en nødvendig åbenhed for at kunne tage imod. Tomhed er åbenhed.

I tomheden kan vi rammes af en dybere sandhed.

Tomheden og åbenheden er Guds landingsbane i kvindernes og i dit og mit hjerte.

 

Jeg var engang på en vandretur med en som gik lidt for sig selv. Jeg ville gerne gå sammen med vedkommende og begyndte at smalltorke. Men så fortalte hun mig, at hun var ved at gå sig tom.

Måske var hun ved at skabe plads til en landingsbane …?

 

I denne verden er der meget, vi kan frygte; sygdom, krig, tab og død. Og alligevel siger både englen og den opstandne Kristus ”Frygt ikke!” til kvinderne og til os.

Det kan lyde meget overfladisk, men det er det ikke. Selvom krig, vold, sygdom og død viser, at vi reelt har meget at frygte, har den opstandne Kristus engang for alle overvundet den ødelæggelse, mørke og død, der hører denne verden til. Det er derfor Johannes Møllehave har skrevet en bog med titlen ”Det ender godt”.

Det må vi leve på – gå herfra med – ligesom kvinderne gik fra graven og ud i denne verden med fyldte hjerter og opstandelsen i ryggen – som et lys, der gav deres liv et nyt perspektiv.

                  Opstandelsestro er som den fugl, der ved om solen, der står op, og som derfor synger, mens det endnu er mørkt.

                  Opstandelsestro er at turde synge, mens det endnu er mørkt!

                  ”God morgen” glædelig påske! Amen.   

 

Morten: Kristus er opstanden!

M: Ja, sandelig Kristus er opstanden!

 

Lad os bede sammen:

Kirkebøn

Himmelske Far!

Vi takker dig for, at vi kan høre fuglene synge, endnu før solen er stået op.

Herre, vi takker dig for, at du bruger vores tomhed som landingsbane for opstandelse både midt i livet, og når vi drager det sidste åndedrag.

Herre, vi takker dig for, at din opstandelse også er vores opstandelse.

Vi takker dig for, at vi kan leve med din opstandelse i ryggen – som et perspektiv på livet - at vi altid kan få en ny mulighed hos dig.

Herre, vær nær hos os, når vi rastløst forsøger at fylde tomheden ud med fejlerstatninger, og hjælp os i stedet til at være i den, så den kan blive en landingsbane for dig.

Gud, fyld os med tro, så vi tør tage springet fra din tomme grav til opstandelsen.

 

Gud, giv livet til dem, der ikke kan få øje på det – hvad enten det skyldes mangel på tro, mangel på håb eller mangel på kærlighed.

Gud, vær nær hos alle, der kæmper med angst, sorg og tab.

Vær nær hos alle, der sidder alene og alle, der er på flugt.

Omslut alle, der er berørt af krigen i Ukraine eller andre krige, med din kærlighed. Lad dem mærke dit nærvær.

Gud vi beder dig fyld alle denne verdens magthavere med din kærlighed. Giv dem visdom og styrke til at træffe beslutninger, der grunder på din kærlighed.

Gør din kirke levende - ligesom du gjorde din Søn levende. Lad din Kirke bringe fred og trøst til en verden, der kæmper med krig og terror.

Lad os se glæden denne påskedag - fordi du ser os og vil fællesskab med os.

Herre, mød os, når vi i stilhed vender os mod dig …

Gud, velsign os alle, så vi kan leve vores liv i din ånd.

AMEN.

Prædiken og kirkebøn af sognepræst Morten Pedersen søndag d. 17/4-22

Ophavsret: