2. søndag i fasten 2020

Tekster: 1. Mos 1,27-31; (Hebr 5,1-10); Mark 9,14-29

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen holdt søndag d. 8/3 2020

 

Drivkræften

Det er i disse dage svært at åbne for et nyhedsmedie uden at høre eller læse om ”Corona Virus”. En virus der smitter gennem miskroskopiske dråber. Og bliver man smittet eller har man været sammen med en smittet, sendes man i 14 dages karantæne.

 

”Du gav mig magten på din jord, og ansvar for at hegne, om alt det nøgne liv, der gror - så udsat alle vegne.” Sådan skriver Lars Busk Sørensen i den anden salme, vi sang.

”Du gav mig magten”

Gud har givet dig og mig magt. Gud har skabt og kaldet os til at herske over denne jord. Men med og i hvilken ånd udøver du og jeg den magt, som vi har fået givet?

Lars Busk Sørensen skriver også i sin salme:

”Jeg frygter, mit begær, skal varigt skade disse rige egne.”

 

Vi ånder ind og vi ånder ud. Men hvad er det, vi trækker ind i os, og hvad er det for en ånd vi puster ud og spreder omkring os? Det er ikke kun små dråber, vi spreder.

Spreder vi en ånd, som bevirker, at vi burde komme i 14 dages karantæne for ikke at belaste andre med den? Eller spreder vi en ånd, som får liv til at blomstrer og folde sig ud?

I Det gamle Testamente er der to skabelsesberetninger. Glyn læste tidligere et brudstykke fra den første. Fra den anden skabelsesberetning hører vi, at Gud blæser sin livsånde i det menneske, han har skabt. Og i Det ny Testamente hører vi, at Gud giver os sin ånd – Helligånden. Og ved døbefonten døber vi i Helligåndens navn. Vi har altså Guds ånd i os.

Og i Timotius 2. brev står der: ”Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kræft og kærlighed og besindighed.” (2. Tim 1,7).

Guds ånd har altså egenskaberne: ”kræft, kærlighed og besindighed”.

 

I dag hører vi fra evangeliet om en dreng, der er besat af en uren ånd. Den har også kræft, men den har ikke kærlighed og besindighed.

Når vi hører om drengens symptomer, er der meget der tyder på, at drengen lider af det, som man i dag kalder Epileptiske anfald. En diagnose, som ikke fandtes i antikken. Man mente derimod at mennesker med disse symptomer, måtte være besat af noget ondt - en dæmon.

På Jesu tid blev lidelser, som var uforståelige og som f.eks. også kunne indbefatte anfald, kaldet for dæmonbesættelser. Siden har lægevidenskaben hjulpet os til en langt større indsigt i fysiske og psykiske lidelser, så vi ikke længere taler om dæmonbesættelser som en tredje kategori af lidelser i forhold til fysiske og psykiske lidelser.

Men stadig er der noget ved beretningen om drengen, som rammer og gælder den dag i dag. Det er det, om hvilket Jesus siger: ”Den slags kan kun drives ud ved bøn.”

Der er altså if. Jesus noget, som ingen lægemidler kan helbrede, men som kun kan drives ud eller koreres ved bøn?

Og det er ikke kun Guds ånd, der kan drive os. Det kan den urene ånd også. Der sondres altså mellem en ren og en uren ånd. Derfor er der et spørgsmål, som presser sig på: ”Hvad er det for en ånd, der driver os? Hvad er det for en ånd, der driver dig og mig?

Alle der har dyrket holdsport eller indgået i arbejdsgrupper, som f.eks. bestyrelser eller menighedsråd, som skal udføre noget i et samarbejde, har sandsynligvis mærket betydningen af hvilken ånd, der er drivkræften for den enkelte på holdet eller i gruppen.

Mange af os har oplevet forskellen på en god holdånd og en dårlig holdånd. Eller det som man med bibelske ord vil kalde en ren eller uren ånd.  

Ånd er altså både noget, der er imellem os. Og noget der er i os og driver os.

Når vi stiller os selv spørgsmålet: ”Hvad driver dig?”, er vi sikkert flere, der i tilbageblikket kan se, at det svinger.

 Indimellem lader jeg mig drive af en uren ånd, som stimulerer mit hovmod, min egoisme, min grådighed og misundelse og dovenskab, min vrede og mine lyster. En ånd som jeg kan sprede omkring mig, og som splitter og ødelægger.

Og indimellem er vi drevet af den rene ånd. Ren fordi den er Guds ånd og dens stof og drivkraft er kærlighed. Når vi lader os drive af Guds ånd, blomster liv både mellem os og i os, og vores egen gudbilledlighed træder tydeligere frem uden, at vi nødvendigvis er bevidste om det. Det er som om, at lag af sorte skygger fjerner sig, når det er Guds ånd, der driver os. Dér hvor Guds ånd driver mennesker, træder menneskers gudbilledlighed tydeligere frem.

Den urene ånd kender vi fra myten om paradisets have i skikkelse af slangen, som netop driver Eva til at gøre det, Gud ville hun ikke skulle gøre. Og som hun bagefter får Adam med på for ikke at stå ene. Og bagefter dækker de sig til og gemmer sig, for at det ikke skal være åbenlyst, hvad de lod sig drive til at gøre.

Det er om den drivkraft, Jesus siger, kun kan uddrives ved bøn.

Idet vi vender os til Gud i bøn, sker der noget. For i den handling placerer vi os i en relation til Gud – en relation hvori vi har hjemme, og hvori vi kan være os selv, dvs. være den vi er skabt til at være. Idet at vende sig til Gud i bøn ligger også, at vi åbner os for Gud og for Guds rene ånd, som jo netop har egenskaberne kræft, kærlighed og besindighed. I bønnen vender vi os til noget, der er større. Nok er vi skabt til at herske over denne jord, men vi er ikke skabt til at magte alt selv – og slet ikke at være Gud i vores eget liv eller være ånden, der driver os.

 

Når forældre skal vælge skole til deres børn, er det forskellige kriterier, forældre fokuserer på. Nogle forældre er mest optaget af det faglige. Og nogle optaget af hvilken ånd, der er på den pågældende skole. Hvilken ånd præger steder. Hvilken ånd gives der plads til? Hvor meget plads gives der til den urene ånd, der fremelsker egoisme, grådighed, hovmod osv., og som spreder sig.

Selvom vi ikke har fået konstateret, at vi har Coronavirus, er vi sikkert mange, der kunne have godt af en karantæne – ikke nødvendigvis i 14 dage og slet ikke i isolation. Men en karantæne til bøn – til udrensning af urene ånder, som driver os til alt det, vi ikke vil, og som kan få os til at frygte vores eget begær, som Lars Busk Sørensen skriver i salmen, vi sang: ”jeg frygter mit begær, skal varigt skade disse rige egne.”

Vi hører intet om, at Jesus idømmer sig selv karantæne. Men adskillige gange hører vi, at Jesus trækker sig tilbage for netop at bede til Gud. Eller måske for at vise os, at vi har brug for at trække os tilbage i bøn – i den relation til Gud, hvor vi hører til, for her at lade os fylde af Guds ånd, så det er Guds ånd der driver os, og den ånd vi øser af og spreder omkring os.

Jeg tror, at vi er som denne her beholder. Den kan dele ud af dens indhold. Men den har ikke en kilde i sig selv. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad det er, der fyldes i den – hvad det er for en ånd, der fyldes i den.

 

Hvad er det for en ånd de drivende kræfter spreder på vores plejehjem, på vores skoler, børnehaver og vuggestuer? Og hvad er det for en ånd de drivende kræfter spreder i vores kirker? Måske er vi nogle, der bør sendes i bøns-karantæne?

 

Drengen blev fri af den urene ånd. Ikke fordi hans far præsterer en særlig tro. Faderen beskriver jo netop sin egen tro som vantro. Men der sker noget idet faderen vender sig til Kristus og åbner sig for Gud.

Der sker noget med os, når vi åbner os i bøn til Gud, for der er noget, som kun kan drives ud ved bøn. Kun den rene ånd gør os mennesker til gode forvaltere af denne jord. Amen

 

Kirkebøn

Himmelske Far!

Hør os, når vi beder: Herre jeg tror, hjælp min vantro!

Gud tak fordi vi ikke skal præstere en særlig tro. Tak fordi du tror på os.

Gud, nu vender vi os til dig i bøn og beder dig: Fyld os med din kærlighedsånd. Og lad os drive en den og sprede den.

Lad os se gudbilledligheden i hinanden. Og lad os mærke, at vi er dine elskede børn.

Herre Vi takker dig for alle de gaver, som du giver os, livet, mennesker omkring os, din natur –  lær os, at værne om dit herlige skaberværk.

Vi beder for det land, vi kalder vort, og for alle der bor i det, for dronningen og hendes hus. Hjælp al lovlig øvrighed med at forvalte det ansvar, der er blevet dem pålagt til glæde og gavn for os alle.

Lad os ikke handle på baggrund af frygt, men på baggrund af kærlighed og besindighed.

Vi beder for alle som har det svært, alle der er syge enten på kroppen eller i sindet. Vi beder for alle der savner et menneske.

Vi beder for din kirke her i Vor Frue sogn og ud over hele jorden.

Herre, mød os, når vi i stilhed vender os mod dig …

Gud, du kender os bedre end vi kender os selv: Velsign os alle så vi kan leve vores liv efter din vilje. Amen.

Af sognepræst Morten Pedersen,

Vor Frue Kirke Kalundborg