Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Læs en prædiken her

 

Du kaldes også Thomas

Tro og tvivl – opstandelsen er lige her

  1. søndag efter påske

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen søndag d. 11/4 2021

Tekst: Joh 20,19-31.

 

Måske kender du Thomas bedre, end du lige er klar over. For at forstå Thomas er man nødt til at se på, hvad det er han har mistet.

Da Thomas møder Jesus første gang, og Jesus siger ”følg mig”, kan han ikke lade være. I mødet med Jesus sker der noget med Thomas. Frivillig satser han alt og følger Jesus. Han bliver en del af Jesu inderkreds – en af de 12 disciple.

I mødet med Jesus oplever han en kærlighed, som er stærkere end den kærlighed, man kan have til en partner eller ægtefælle. Ja, han oplever en kærlighed, som er renere og mere ædel end den, man kan have til sin ægtefælle, sit barn og sin bedste ven. Det er en kærlighed, der giver hans liv mening og retning, og kan nære ham, så han kan bære andre. Det er den kærlighed, som ser ham og som siger: ”Kom – med ud til et øde sted”, når det er det, han trænger mest til. Det er den kærlighed, der får ham til at forlade alt og følge efter, fordi han ikke kan leve foruden.

Det er dén kærlighed, Thomas ser, bliver slået ihjel på korset langfredag. Den langfredag mister Thomas ikke blot en relation, men han har oplevelsen af, at han mister en kilde, som nærer og løber i ham, og som får ham til at mærke livet, mærke sin egen værdi, mærke sig elsket. Det er en kærlighed, som vækker noget i ham.

Inden han møder Jesus og bliver kaldet til at være discipel, ser han på verden og møder verden ud fra sig selv. Men i mødet med Jesus ændrer perspektivet sig. Pludselig har han stunder, hvor han ser han på verden ud fra Jesu perspektiv. Det er den samme verden og de samme mennesker, han ser, men han ser noget forskelligt. Når han ser på verden ud fra Jesu perspektiv, er det som om, at han ser ud igennem et andet prisme, end når han møder verden ud fra sit eget perspektiv.

Med Jesu død langfredag taber Thomas det prisme, som Jesus havde skabt for hans øjne. Tilbage sidder han nu og ser på verden ud fra sit eget perspektiv.

Nu handler det om for Thomas ligesom for de øvrige disciple, ikke at bliver opdaget. Af frygt for jøderne – ja, af frygt for deres omverden, skjuler disciplene sig. Nu, hvor jøderne har slået Jesus ihjel, hvad kan så ikke blive det næste?

”Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse”, de ord hører Thomas jøderne råbe på Golgata. Ord som nu giver ekko inde i hovedet på ham selv. Han har oplevet en guddommelig kærlighed og kilde i Jesus. Men hvor blev hans guddommelige magt af, da han hang på korset?

Det spørgsmål rumsterer ikke blot hos Thomas, men hos alle disciplene. Troen på Guds rige på denne jord – at Gud åbenbarede sig i Jesus, bliver erstattet af fortvivlelse, håbløshed og en angst for også selv at blive slået ihjel. De havde jo åbenlyst tilsluttet sig Jesus.

Frygten har fanget disciplene, ligesom israelitterne var fanget, da de stod med det Røde Hav foran sig og ægypterhæren bag sig. I deres frygt og rædsel ønsker de sig tilbage til underkastelse og trygheden i trællekår under kong Farao.

Disciplene står efter langfredag i en lignende situation. Ingen vej frem, verdens spot og hævn i ryggen. En mur af angst er foran dem.

Da israelitterne stod ved det Røde Hav sagde Herren til Moses: ”Ræk din hånd ud over havet, da vil en vej gennem kaos til det forjættede land ligge åben.”

 

Gennem de lukkede døre og det kaos som angsten hos disciplene udgør, skaber den opstandne Kristus en vej ind til disciplene og hilser på dem med ordene: ”Fred være med jer” og blæser sin ånd i dem.

Man får fornemmelsen af, at Thomas ikke var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, da den opstandne viser sig for disciplene.

Da disciplene fortæller om deres oplevelse, bliver det mere end hvad Thomas kan rumme og tro. Han vil have evidens. Derfor udbryder han og beder; ”Hvis jeg ikke ser naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.”

Otte dage senere viser Jesus sig igen for disciplene. Denne gang er Thomas tilstede. Jesus hilser igen med ordene: ”Fred være med jer!” hvorefter han siger til Thomas: ”Ræk din finger frem, …, og ræk din hånd frem.” Med de ord taler Jesus som Gud Herren talte til Moses ved Det Røde Hav, og der skabes på ny en vej gennem kaos til det forjættede Guds rige og Thomas står som en ny Moses.

Om Thomas inspicerer Jesu sår, ved vi ikke. Men Thomas udbryder: ”Min Herre og min Gud!”

Og da Thomas står over for underet forsvinder hans behov for bevis. Thomas siger ikke som de andre, at Jesus lever. Thomas bekender: at Jesus er Gud. Han bekender altså her mere end, hvad han kan observere med sine sanser. Han konstaterer ikke blot, at der er tale om den samme, som udåndede på korset. Nej, med ordene ”Min Herre og min Gud” fastslår og bekender Thomas, at Jesu er Gud! Det er Thomas’ trosbekendelse.

Kierkegaard skriver i en af sine notesbøger, at det netop er et under, at Thomas tror, når nu han har set. Evidens skaber nemlig ikke tro men viden. Med viden kan man fastslå observerbar fakta, men at komme til erkendelse af Gud sker kun ved troen.

I Thomas møde med Gud ophører hans søgen efter evidens og erstattes af troens gave.

Pludselig ser Thomas igen verden gennem troens prisme, netop derfor siger han: ”Min Herre og min Gud!” – dvs. da han ser den opstandne Jesus, ser han, at det er Gud, han ser, og i det øjeblik ser Thomas på verden ud fra Gud – altså med troens prisme igen.

Men ikke nok med det, han erfarer at Jesu opstandelse også er opstandelse for ham lige her og nu. Den kærlighed han mærkede, da Jesus havde kaldet ham til discipel og sagt ”følg mig”. Det er den kærlighed, der er genopstået – også i ham. Den kærlighed, hvor han mærkede sig elsket og hørte hjemme, det er den kilde, der er genopstået i ham. Den kærlighed ånder og virker i ham, så han tør gå ud af sit indelukke og ”angstens grå spændetrøje” kan ikke længere holde på ham. Den virker, som vi skal høre om lidt, at han kan gå ud og så frø på vintergrave og bære andre.

Thomas ville se bevis – han ville se naglemærker. Han får noget meget større: Han får en åbenbaring og ser opstandelse – han ser den kærlighed, han er skabt til at være i og ikke kan leve foruden.

Der var engang en der sagde til mig: ”Det her bliver man afhængig af.” Det var netop den erkendelse Thomas havde gjort i mødet med Jesus inden Jesu korsfæstelsen. Derfor havde han brug for at møde den opstandne. Han kunne ikke nøjes med at lytte til disciplene.  

Jeg tror, at vi alle i større eller mindre grad kender Thomas. Vi er mange, som kaldes Thomas uden, at vi er klar over det. Og til alle os Thomas’er og alle andre, hvis der findes andre, vil jeg ønske glædelig påske – opstandelsen er lige her!

Amen.

Kirkebøn

Vor Herre Jesus Kristus!

Vi takker dig for, hvad du her har givet os – at du har forvandlet druesaft og brød til et fællesskab med dig og til en nærende kilde i os.

 

Herre, vi takker dig for, at du blev menneske i kød og blod, for at vise os og række os din kærlighed – en kærlighed som ondskab og død ikke kan holde på.

 

Herre, Thomas kunne ikke nøjes med at lytte til disciplene. Det kan vi heller ikke. Derfor beder vi dig: Åbenbar dig for os, som du åbenbarede dig for Thomas.

Vi er ligeså afhængige af dig, som Thomas, for at kunne leve frit og møde andre med din rene og ædle kærlighed.

 

Gud, blæs din Helligånd i os, som du blæste den i disciplene og lad os gå ud i verden båret og drevet af din ånd.

Herre, lad os alle erfare at din opstandelse er vores opstandelse både nu og i al evighed. Amen.

 

Af sognepræst Morten Pedersen,

Vor Frue Kirke Kalundborg

Opstandelsen er lige her

1.     Opstandelsen er lige her
Du står
ved siden af det menneske der planter
et frø på vintergraven uden vanter

2.     Opstandelsen er lige her
Du er
den store ånde bagved vores planer
der blæser liv i mere end vi aner

3.     Opstandelsen er lige her
Du går
med mennesker der smiler lidt generte
til en der pludslig kigger op og ser det

4.     Opstandelsen er lige her
Du går
med sagte skridt hos dem der bærer andre
og alt til trods blir ved og ved at vandre

5.     Opstandelsen er lige her
Du ser
vi ligger angstgrå i de værste stunder
du lægger dine stærke arme under

6.     Opstandelsen er lige her
Du sker
når mennesker der vakler tæt med sorgen,
igen kan se og smile: sikken morgen!

7.     Opstandelsen er lige her
Du er
din himmel når den blæser gennem sjæle
som mærker dig og endelig kan knæle

8.     Opstandelsen er lige her
Du er
når vi kan give alt det liv tilbage
som nogen tog fra os på onde dage

 

Iben Krogsdal, 2011
Melodi: Jesper Gottlieb

Ophavsret: