Påskedag 2019

 

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen holdt Påskedag søndag d. 21/4 2019

Tekster: Sl. 118,19-29; (1. Kor 5,7-8); Mark 16,1-8

 

 

”Han er opstået, …”

Da kvinderne efter sabbatten går ud til Jesu grav for at salve hans legeme, går de derud i tilbageblikket. Fysisk går de forlæns, mentalt går de baglæns. Deres tanker er fyldt af alt det, som de har mistet. Deres tanker er i minderne – i tabet – i alt det, som er slut. Fyldt af tabet går kvinderne ud til Jesu grav for at gøre noget. De går ud til Jesu grav for at gøre de sidste ting færdige omkring Jesu liv.

 

Mange af os ligner disse kvinder. Når vi mister, forsøger nogle af os at gøre noget, mens vi mentalt går baglæns. Når vi mister vores kære, reagerer mange af os på samme måde som kvinderne. Vi bliver foretagsomme og får travlt med at planlægge begravelse, finde gravsted og informere om tid og sted for begravelse og måske planlægger vi også begravelseskaffe. Alt dette gør vi, mens vi mentalt går baglæns i minderne og måske bladrer i fotoalbummene.

Andre af os ligner måske mere i sådanne situationer Jesu disciple, der lukker sig inde bag lukkede døre, men ligesom kvinderne også har tankerne i tilbageblikket – på det tabte.

Det er ikke kun døden, der bevirker tab for os mennesker, og som får os til at gå mentalt baglæns og være i tilbageblikket. Også en skilsmisse kan bevirke tab, eller et budt venskab, eller en brudt familierelation kan få os til mentalt at være i tilbageblikket – og i minderne. Og i tilbageblikket reflekterer vi ofte over det, som var, hvad det betød, og hvad der skete. Og vi mærker kærlighedens pris.

 

Da kvinderne ved solopgang går ud til Jesu grav, har de sandsynligvis også gået og tænkt over alt det, Jesus havde sagt, alt det, som de havde oplevet sammen, det håb hans Ord havde vækket i dem. Men nu, ja, nu havde de brug for at gøre ham færdig – få salvet hans legeme og så endegyldigt lukket for hans grav og parkeret deres tab.

Men kvindernes velgennemtænkte handleplan holder ikke. Da de når frem til graven, er det, som de troede ville blive turens største udfordring; stenen foran indgangen til gravhulen, allerede væltet fra. Og da de kommer ind i graven bliver de mødt at en engel, der siger: ”Vær ikke forfærdede! … Han er opstået, …”

Det her er mere end, hvad kvinderne kan rumme. Målet med deres handleplan var at gøre Jesu liv på denne jord færdigt. Men de bliver mødt af en engel og et budskab, som kommer på tværs af deres handleplan, og som kvinderne derfor slet ikke kan rumme. Derfor bliver de ude af sig selv og flygter.

Det som englen siger til kvinderne, er noget, som intet menneske kunne have sagt sig selv. Derfor bliver kvinderne ude af sig selv.

Mentalt går kvinderne baglæns ind i gravhulen. De går i minderne. De går og tænker de på den tid, de har haft sammen med Jesus. Men med englens budskab om opstandelse bliver der banket en lodret pæl ned igennem deres tidslinje. Det er mere end hvad kvinderne kan rumme, derfor bliver de ude af sig selv og flygter. Men de er ikke bare ude af sig selv. Deres mentale orientering er forandret. De kan ikke længere fastholde alle deres tanker i tilbageblikket. Englens ord gør kvinderne mentalt fremtidsorienteret.

Og læser man videre i Markusevangeliet, hører vi, at den ene af disse tre kvinder – Maria Magdalene, kort efter møder den opstandne Jesus. Og nu kunne hun ikke holde det for sig selv længere. Hun måtte fortælle det videre, for intet kunne holde på det her budskab – end ikke døden. Jesu opstandelse betyder nemlig, at Jesus bytter det jordiske og tidsorienterede begreb færdig ud med evighed. At ned i vores jordiske vandrette tidslinje er der slået en lodret pæl ned, som peger ud af tidslinjen og op og ud i evigheden. To retninger vi kender fra Jesu kors. Jesu opstandelse betyder, at de to størrelser, som vi kender så godt, tid og rum for evigt er sprængte.

 

I dag påskedag kimes med kirkeklokker, og vi samles i kirker verden over for at fejre det ufattelige, som vi kan have lige så svært ved at rumme som kvinderne ved Jesu grav, men som vi samtidig ikke kan leve foruden.

Jesu opstandelse forandrer kvindernes horisont. Pludselig bliver deres horisont uendelig. Med Jesu opstandelse slår et evighedsperspektiv ned i deres tidslinje. Da de tager ud til Jesu grav, er det for at gøre deres liv med Jesus færdigt. Men med Jesu opstandelse bliver livet aldrig færdigt – men derimod evigt. Med Jesu opstandelse får kvinderne en mulighed for at leve videre på denne jord med minderne i hjertet samtidig med, at de lever mentalt fremtidsorienteret.

 

Man siger ofte, at kvinderne kommer til en tom grav. Men det gør de ikke. Graven er godt nok tom i forhold til, at kvinderne forventer at møde Jesu døde legeme. Men graven er ikke tom, for midt i mørket og fortvivlelsen bliver de mødt af en engel, der får dem til at se en vej videre, hvor de ellers ikke troede, der var en vej videre at gå. Og det er netop, hvad opstandelse betyder.

 

Hvad enten vi er i begyndelsen af livet eller midt i livet eller tænker, at vi er i gang med livets sidste etape på denne jord, kan vi alle komme til at opleve fortvivlelsens og tabtes altødelæggende mørke. Et mørke vi kan blive indfanget i, og måske endda selv holder fast i, samtidig med at vi ikke kan holde ud at være i det uden et opstandelseshåb. Alle kan vi på livets vej komme til at opleve et mørke, hvor vi har brug for en engel, der får os til at se et lys i mørket – eller får os til at tro på en vej videre, som vi ikke af os selv kan få øje på.

 

For nylig læste jeg om en hospitalspræst, som blev kontaktet af nogle forældre til to børn. Forældrene havde en pige på et år, der var døende, og en søn på fire, der egentlig ganske naturligt var gal på Gud. Derfor kontaktede forældrene præsten og bad hende komme. Da præsten kom fortalte forældrene, at drengen aftenen forinden var kravlet ind under sofaen og ikke ville komme ud. Præsten spurgte så faderen, hvad han havde gjort. Hvortil han svarede, jeg lagde mig ind under sofaen til min søn. ”Hvad sagde du så til din søn”, spurgte præsten. Hvortil faderen svarede ”Synes du, at der var noget at sige? Jeg tog bare hans hånd. - Efter noget tid spurgte min søn, ”Far har vi flere colaer?”

Om det var en engel, der lagde sig ind til drengen under sofaen, ved jeg ikke. Der var i hvert fald en involveret far, som turde være i fortvivlelsen med sin søn. Det lille lysglimt kom først til sønnen, da nogen turde være sammen med drengen i hans fortvivlelse.

 

Alle har vi, som de tre kvinder ved Jesu grav og som drengen under sofaen, brug for en revne af lys for at kunne slippe ud af fortvivlelsen og håbløsheden. Selv på vores dødsleje kan vi have brug for en revne af lys for at kunne give slip. For ved menneskelivet gælder den virkelighed, som Karen Blixen citerer et sted fra en schweizisk sang, kun ”Den lever frit, som kan dø”.

Uanset hvilken form for mørke vi mennesker kan blive ramt af, må vi lade os gribe af Jesu opstandelse, som har brudt ned i vores tidslinje og har gjort færdigt til evig.

Lige nu sidder vi i en kirke med nogle himmelstræbende tårne, som netop skal minde os om det eviges nedslag i vores tidslige verden. Tårne som peger ud i evigheden. Det er den påmindelse, man med branden og nedstyrtningen af spiret på Notre Dame kirke mistet, og som en ung studerende udtalte for nogle dage siden, så er Eiffeltårnet et monoment, som mange turister gerne vil se, men for os parisere giver Eiffeltårnet ikke den åndelige påmindelse, som spiret på Notre Dame gjorde.

Med Jesu opstandelse har Kristus har banet en vej for os både gennem livets mørke og dødens mørke.

Med Jesu opstandelse er der én der er gået i forvejen for dig.

Derfor glædelig påske!

 

Kristus er opstanden

Menighed: Ja, sandelig Kristus er opstanden!

Amen.

 

 

 

 

 

 

Kirkebøn

               Himmelske Far!

Tak, fordi du i forhold til menneskelivet har gjort færdigt til evigt, endeligt til uendeligt - død til liv.

Tak fordi du altid har mere til os, end hvad vi selv kan udtænke.

Tak fordi vi må tro på, at når vi sidder fast i håbløshedens spændetrøje, vil du også vise os en revne af lys – en vej at gå.

Tak fordi du er med os – også i håbløsheden.

Gud, hjælp os med at leve i troen på, at som du opstod, skal vi opstå.

Vi beder dig, giv livet til dem, der ikke kan få øje på det – hvad enten det skyldes mangel på tro, mangel på håb eller mangel på kærlighed.

Giv visdom og styrke til alle, der skal tage beslutninger - både i det store og i det små.

Gør din kirke levende - ligesom du gjorde din Søn levende. Lad din Kirke bringe fred og trøst til en verden, der kæmper med krig og terror og tror, at penge er nok til at dække vore behov.

Lad os se glæden denne påskedag - fordi du ser os og vil et fællesskab med os - og lad os sprede denne glæde midt i vores hverdag.

Herre, mød os, når vi i stilhed vender os til dig …

Gud, velsign os alle, så vi kan leve vores liv i din ånd.

AMEN.