9. søndage efter trinitatis

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen holdt søndag d. 18/8 2019

Tekster: Ordsp 3,27-35; (1. Joh 1,5-2,2) Luk 16,1-9

 

”En uretfærdig forvalter får ros”

 

Der er nogle ting, jeg i denne uge har haft svært ved at forstå og se sammenhængen i.

I tirsdags gav statsminister Mette Frederiksen en officiel undskyldning til tidligere børnehjemsbørn og Godhavnsdrengene, som indtil 1976 blev udsat for systematisk overgreb.

I mere end 14 år har Godhavnsdrengene kæmpet for en officiel undskyldning fra staten for systematisk overgreb. Som børn blev de på det statslige drengehjem i Nordsjælland udsat for tæsk, seksuelle overgreb og medicinske forsøg i perioden fra 1946 til 1976.

Og i tirsdags gav statsministeren dem så en undskyldning på vegne af den danske stat.

 I en efterfølgende tale sagde Poul Erik Rasmussen, formand for Landsforeningen Godhavnsdrengene:

«Skylden har statsministeren påtaget sig, eller staten. ... I mange år har man gået og gemt på den skyld nede i en kasse. Det behøver man ikke mere. Det har statsministeren lige sørget for.»

 

Jeg har ikke kunne lade være med at tænke over statsministerens undskyldning. For giver den menig? Mette Frederiksen var jo ikke engang født dengang Godhavsdrengene og de andre tidligere børnehjemsbrøn blev udsat for systematisk overgreb. Og idet at hun ikke var født dengang, er det jo indlysende, at hun på ingen måde har haft indflydelse på det, som de har været udsat for. Kan hun overhovedet give dem en undskyldning, der giver mening.

At give en undskyldning er jo netop som ordene siger; «at give» noget. Men har statsministeren reelt noget at give til Godhavnsdrengene og de tidligere børnehjemsbørn?

Godt nok har disse mennesker i deres barndom været udsat for en ekstrem omsorgssvigt, der har sat livslange spor i dem – i en grad, så mange har kæmpet med psykiske lidelser, misbrug og nogle har taget deres eget liv.

Men kan statsministeren på statens vegne give dem en reel undskyldning, når det ikke er noget, hun har været en del af og medansvarlig for. Er det ikke at give dem noget, som ikke er hendes?

Giver det mening, at en statsminister undskylder fortidens menneskesyn?

Også nu begår vi fejl. Selv beslutningstagere begår fejl – selv dem, der træffer beslutninger i en god mening og i en overbevisning om, at det er det bedste for det store fællesskab, begår fejl.

Måske vil det om 50 år vise sig, at nogle af de disponeringer, som vores nuværende regering beslutter, gør skade på andre, så nogle om 50 år vil overveje at give en undskyldning for det en regering her i 2019 beslutter.

Da Mette Frederiksen kort efter valget i juni meddelte at hun ville give en officel undskyldning til Godhavnsdrengene, var det så bare et letkøbt popularitetstrick? Ville hun bare «skaffe sig venner med uærlig mammon», som Jesus formulerer det i sin lignelse i dag?

 

Jeg indledte med at sige, at der i denne uge, er nogle ting, som jeg har haft svært ved at fortså og se sammenhængen i. Noget andet, jeg har haft svært ved at forstå er Jesu lignelse, som vi hørte fra alteret. Det er en lignelse, som har mange fortolkningsmuligheder.

Jesus fortæller om en godsforvalter, der bliver fyret fordi han ødsler sin godsejers ejendom bort. Forvalteren bliver altså fyret, fordi han er ødsel. Det samme skete senere for Jesus. Han var for ødsel med at dele ud af Guds nåde, kærlighed og tilgivelse. Men da han ikke var ansat nogle steder, var det ikke muligt at stikke ham en fyreseddel. I stedet blev han hængt på et kors.

Inden forvalteren i Jesu lignelse er helt ude af vagten beder godsejeren ham om, at aflægge regnskab. Og forvalteren reagerer i den situation på samme måde, som de fleste andre, der får en fyreseddel. Dvs. at han begynder at tænke i, hvordan han selv kan komme videre i sit liv. Og så er det at han nedskriver skyldnernes gældsbeviser. Forvalteren nedskriver altså skyldnernes gæld til godsejeren. Skyldnerne står sandsynligvis i en uløselig situation, hvor de skal aflevere så stor en del af deres høst til godsejeren, at de har svært ved at forsørge deres familier og sig selv. De står sandsynligvis i en situation, de ikke kan kommer ud af. «Insolvens» er det latiske ord for en person eller situtation, som ikke kan løses.

Forvalteren er ødsel. Inden han aflægger regnskab med godsejeren nedskriver han skyldnernes gæld, så de ikke længere står i en uløselig situation. Så de ikke resten af deres dage skal være indfanget i insolvens.

Og her fortsatter Jesus med at sige: «Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt.» Ja, egentlig synes jeg, at den gamle oversættelse er mere præcis. Her lyder oversættelsen af den græske tekst sådan her: «Og herren roste den uretfærdige godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad». Herren dømmer forvalterens handling som uretfærdig men klog.

Om godsejeren og denne «Herre» er den samme ved vi ikke. Men noget tyder på, at det ikke er den samme person. Den Herre, der kalder forvalteren «uretfærdig» og samtidig roser ham for at være ødsel med noget, som ikke er hans, er et billede på Gud. Forvalteren står altså både overfor en jordisk godsejer overfor hvem, han skal aflægge regnskab. Men han står også overfor en «Herre» i lignelsen, overfor hvem, han også står til regnskab. Og det er altså denne Herre, der roser ham for at hjælpe skyldnerne ud af en sandsynligvis uløselig situation.

Men er denne her lignelsen ikke en farlig lignelse? En mand får ros for at hjælpe andre ud af en uløselig situation ved at dele ud af noget, som ikke er hans. Der er jo mange, der står i uløselige situationer. Så snart én er blevet hjulpet ud af en uløselig situation, vil der jo stå en anden, som står i en anden uløselig situation.

 

Netop den tankegang mødte sognepræst og debatør Sørine Gotfredsen statsministerens undskyldning med i en aviskommentar i onsdags, hvor hun siger; «Tager man som stat hul på den store undskyldning, kan den blive endeløs.»

Og det tror jeg såmen, at Sørine Gotfredsen har ret i. Men er det overhovedet et argument for så slet ikke at hjælpe nogle. Godhavnsdrengene stod indtil i tirsdags med et problem, de ikke selv kunne løse. Et problem der hedder skyld. Og skylden har den egenskab tilfælles med gæld, at den på samme tid fastholder og er aktiv i et menneske. Skylden mister først sin kraft, når den bliver ret placeret, tilgivet eller forsonet. Selvom man forsøger at ligge den ned i en kasse, fastholder den stadig og er aktiv. Og det med skyld er altid noget, vi ikke kan ordne med os selv. Skylden opstår altid i et mellemværende. Og tilsvarende kan skylden kun fjernes i et mellemværende.

Da jeg læste om Godhavnsdrengene og deres taltsmand Poul Erik Rasmussens udsagn om, at det primære er at få stadfæstet, at det var statens skyld og ikke drengenes egen» tænkte jeg først, at nu hvor det er så mange år siden, er det da noget, de skal klare med vor Herre og ikke statsministeren. De skal da råbe til Gud:

Hvorfor lod du det ske? Hvorfor skulle vi udsættes for systematisk overgreb, som har givet os varrige men?» «Vi bærer rundt på en nagende skyld, som vi sidder fast i. Vi er insolvente i forhold til den skyld. Du må hjælpe os. Er det vores egen skyld, det vi dengang blev udsat for?»

 

Men midt i min kritiske tanker omkring statsministerens undskyldning – altså om det ikke er at give noget, som ikke er hendes, slog dagens ord fra Ordsprogenes Bog mig: «Hold ikke et gode tilbage fra den, som har brug for det, når det står i din magt at yde det».

Og det slog mig også, at Herrren i Jesu lignelsen tiltaler forvalteren som «uretfærdig,», samtidig med at han bliver rost, fordi han hjælper andre ud af en gæld, hvor det, som de skylder har gjort dem insolvente.

Om Gud har sendt statsministeren af sted for at hjælpe nogle mennesker af med et skyldsproblem de er uskyldige i, ved jeg ikke noget om. Men Gud bruger mennesker.

Men det er ikke kun skyldnerne i Jesu lignelse og Godhavnsdrengene, der har et problem med skyld. I forhold til Gud er vi alle skyldnerere. I forhold til Gud, er vi alle insolvente. Vi har alle fået livet betroet og alle skal vi aflægge regnskab overfor Gud i forhold til den måde vi lever på. Vores gældsbeviser bliver set. Men Jesus vil med dagens lignelse fortælle os, at som den uretfærdige forvalter, vil Jesus Kristus stryge vores gæld.

Derfor

”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.”

 

 

Kirkebøn

Himmelske Far!

Tak, fordi du kom til denne jord, for at vise os Guds ødselhed mod os. Tak fordi du kom til denne jord, for at vise os, at Guds retfærdighed er en uretfærdig retfærdighed.

Gud, hjælp os med på denne jord at vandre i dit lys og forvalte livet og alt det du har betroet os efter din vilje.

Hjælp os til at vokse i din kærlighed.

Giv os mod til at tale uretten imod, og mod til at indse vore fejl, når det er os selv, der begår uret.

Bær over med os, når vi sårer eller smerter - og bær os, når vi bliver såret eller ramt af smerter.

Vær hos dem, der er syge og gamle og som lider ondt.

Giv styrke til den, der savner et menneske at dele sit liv med - og til den, der har mistet eller savner et barn eller sin mor og far.

Vær hos den døende og hos den, der savner arbejde, et hjem, sit land eller frihed. Vi beder for det land, vi kalder vort, og for alle der bor i det, for dronningen og hendes hus og for alle, der har magt over andre.

Giv din kirke liv, så den kan lyse op i verden, og giv os mod til at være din kirke.

Overvind alle splittelser både i din kirke og i livet i det hele taget, og giv os tilgivelse for vor synd.

Gud hør os, når vi i stilhed vender os til dig:

 

Velsign os alle, så vi kan leve vores liv i din ånd. AMEN.

Af sognepræst Morten Pedersen,

Vor Frue Kirke Kalundborg