2. s. e. trin. 2019

Tema: Guds invitation til fest, til livet – til det evige liv. Tager vi imod invitationen.

Tekster: 1. Joh 3,13-18; Luk 14,16-24

Velkommen til gudstjeneste i dag 2. Søndag efter trin. Og særlig velkommen til Clara-Sofie og Thøger som i dag skal døbes.

Vi skal i dag høre Jesu lignelse om ”Det store Gæstebud”. Omdrjeningspunktet for gudstjenesten i dag er derfor Guds invitation til dig og mig. (Med præludiet lagde Christian op til fest, fordi vi i dag inviteres til livets fest.

De bibelske tekster vi i dag skal høre, står på side 1188 i salmebogen.

I dag vil vores sognemedhjælper Pia Bak under 3. salme inviterer jer børn med ud i sakristiet, som er her bag ved prædikestolen. Derude vil Pia sammen med dukken Pinki fortælle bibelhistorie og lave noget kreativt sammen med jer, mens jeg prædiker for de voksne. Hvis I gerne vil have en voksen med ud i sakristiet, er I velkommen til det.

                  Da Jesus fortæller lignelsen om det store gæstebud, sidder han til et middagsselskab hos en af de ledende farisæer. Ved middagsselskabet bider Jesus mærke i, hvordan de indbudte går efter de mest præstigefyldte pladser ved bordet. Derfor fortæller han en lignelse, som netop handler om pladserne ved bordet. Da han er færdig med at fortælle lignelsen, siger én af de andre gæster:

”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige”

                 

                  Alt efter hvordan ordene er blevet betonet, kan det lyde som en både from men også lidt selvfed bemærkning, det er værd at bide mærke i: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige.” Det er er den bemærkning, der bliver optakten til, at Jesus fortæller en lignelse mere, nemlig lignelsen om det store gæstebud, som vi hørte fra alteret.

                  Da jeg læste den lignelse for ca. en uge siden, var der særligt to elementer i lignelsen, jeg bed mærke i.

Det første er, hvorfor bliver alle ikke inviteret med til festen i første omgang? Hvorfor bliver de fattige, vanføre, blinde og lamme først inviteret med på et afbud? Hvis manden, som inviterer, er et billede på Gud, stemmer denne mand slet ikke med det indre billede, jeg har af Gud.

 

Jeg har deltaget i flere forældremøder i mine børns klasser, hvor vi har været flere forældre, som netop har italesat, hvor vigtigt det er, at alle pigerne i klassen bliver inviteret med, når en pige i klassen inviterer til fødselsdagsfest. Og naturligvis tilsvarende for drengene i klassen. Eller også inviterer man både alle drenge og piger i klassen. Til disse forældremøder i de mindre klasser har det ligger flere af os forældre på sinde, at ingen børn skulle opleve sig udenfor og sidde tilbage og tænke: ”Hvorfor bliver jeg ikke inviteret med?” Og der skal heller ikke være nogen, som tænker: ”Hvorfor bliver jeg først inviteret med nu, hvor nogle andre har meldt afbud?”

Derfor rejser spørgsmålet sig: Hvorfor inviterer manden i Jesu lignelse ikke alle med i første omgang?

 

Det andet element, som slog mig, er den afsluttende sætning, som er henvendt til dem, som i første omgang takkede nej til invitationen. Om dem siger Herren i lignelsen:

”Ingen af de mænd, som var indbudt skal smage mit måltid.”

Hvis denne herre er et billede på Gud, er han så ikke lidt mere skarpkantet, end den barmhjertige og tilgivende Gud, vi ellers hører om? Hvor er fortrydelsesretten hende? Her kunne Jesus måske lære lidt af moderne tiders fortrydelsesret. Flere net-butikker tilbyder op til 100 dages fortrydelsesret.

 Hvorfor er Herren, der i lignelsen inviterer, så skarpkantet? Hvorfor skal vi høre en lignelse, som giver os indtryk af, at der er gode muligheder, som kan passerer forbi os, fordi vi ikke griber dem og siger ja-tak i tide?

Måske ligger der et svar på det spørgsmål i en vittig historie, som jeg læste for nylig:

Den handler om en mand, som har tilbragt det meste af sit liv foran fjernsynet. Og så en dag bliver han vækket – som af en søvn – da hans hustru under en fodboldkamp pludselig skriger til ham:

”Jeg vil skilles”.

”Jamen, hvad så med børnene?” sørger han tilbage.

”Vi har ikke nogle!” svarer hustruen, hvilket kommer helt bag på manden.

 

Ja, somme tider kan livet komme bag på os. Med til menneskelivet på denne jord hører den virkelighed, at alting har en tid. Som lignelsen vil fortælle os, er der invitationer og muligheder, der kan gå os af hende, og som ikke har nogen fortrydelsesret. Mange midaldrende forældre har følelsen af, at et par dage efter deres børn har smidt bleen, skal de konfirmeres og kort efter flytter de hjemmefra. Det glemmer vi ofte, især når vi som nogle af de omtalte i lignelsen er optaget af nutidens marker og okser, altså alt det som vi gør for at vi brødføde os selv og mere til. Eller når vi er så opslugte i kærligheden til et andet menneske, at vi kan har svært ved at have blik for andre.

Jeg tror, at vi moderne mennesker meget godt ligner, personerne i Jesu 2000 år gamle lignelse. Ofte møder vi nemlig livets gaver og muligheder med spørgsmålet: ”What’s in it for me?”

Et spørgsmål som afslører med hvilket hovmod, vi møder livet. En tilgang til livet som afslører, at vi har mistet ydmygheden og primært har blik for os selv. Men det er også en tilgang til livet, som gør os fattige, vanføre, blinde – ja, som ligefrem kan lamme os på visse punkter. For hvor ofte vil vi besøge en ensom gammel tante eller vise hjælpsomhed eller barmhjertighed over for et andet menneske, hvis vores tilgang til livet er ”What’s in it for me?” Dette spørgsmål for os til at sige nej-tak til mange af livets muligheder. Muligheder, som ellers kan være berigende og gøre os seende i en grad, så vi får blik for noget dybere og mere værdifuldt – ja selve livets storhed.

Det moderne menneskes tilgang til livet ”What in it for me?” duer ikke sammen med det kristne påbud; ”Du skal elske din næste som dig selv”. Spørgsmålet og påbuddet skriger til hinanden. De kommer aldrig til at klinge sammen. Derfor skal vi i stedet møde livets muligheder og tilbud med spørgsmålet: ”Giver det mening”. Giver det mening at besøge en ensom eller sige ja-tak til en invitation, selvom man måske hellere vil noget andet?

Fra alteret læste Suzanne bl.a. ordene:

”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?

Det retoriske spørgsmål vil fortælle os, at så snart vi lukker vores hjerte, så bliver vi fattige – vi bliver fattige på den kærlighed, vi samtidig længes efter at være fyldt af. Og måske bliver vi ligefrem blinde og lamme i forhold til visse aspekter ved livet.

 

Men tilbage står stadig spørgsmålet om, hvorfor inviterede manden i lignelsen ikke alle med i første omgang?

Jeg tror, at det er at stille et spørgsmål, som lignelsen slet ikke vil fortælle noget om. Vi får nemlig alle en invitation til et liv med Gud – til et liv i kærlighed. Og i sidste ende får vi alle en invitation til Guds himmelske fest hinsides denne jord.

Men det ene øjeblik er vi sikkert flere, der kan spejle os i den hovmodiges nej-tak, fordi vi er optaget af alt det materielle gods, vi har anskaffet os, og som vi skal passe på og vedligeholde.

Og det næste øjeblik er vi sikkert også flere, der kan spejle os i den fattige, der er presset lidt i knæ, fordi vi føler, at vi ikke har et rigt liv og måske længes efter at møde kærlighed eller barmhjertighed. Og i den livssituation er vi klar til at sige ja-tak, når vi inviteres ind i kærlighedens eller barmhjertighedens festsat. Og andre gange kan vi spejle os i dem, som skal presses til at sige ja-tak – dem som vakler.

Det fantastiske er, at vi bekender os til en Gud, som Jesus med sin lignelse fortæller, vil nøde os til at sige ja-tak. Ja-tak til at gå ud ad barmhjertighedens og forsoningens sti. Ja-tak til at leve et liv i kærlighed med Gud.

Gud nøder os – og af kærlighed til dig og mig kan han ikke lade være med at følge os ud ad den vej, som vi selv vælger at gå. Som de frie mennesker vi er skabt til at være, vælger vi selv, hvilken vej vi vil gå, hvad vi vil afvise og tage imod.

I dag er det til os, Guds invitation til fællesskab med ham lyder.

Hvad svarer du?

Amen.

”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.”

 

Kirkebøn

Himmelske Far!

Vi takker dig for livet, du har givet os, og for de mennesker, du har givet os at dele det med.

Vi takker dig for, at du på trods af vores afvisninger og afbud igen og igen inviterer os til livets fest med dig og hinanden. Hjælp os med at sige ja-tak mens tid er.  

Gud, vi beder dig, lad alle os mennesker i verden, mærke dit livgivende nærvær, og giv os alle at se på den klode, som du har skænket os, med kærlighed og respekt. Lær os at værdsætte den mangfoldighed, du har lagt i dit skaberværk og ikke ødelægge det, der bærer vores liv.

             Vær hos alle, der sulter, enten efter brød eller fred. Vær hos alle, der flygter, enten til os eller fra os. Vær hos alle der lider, og lad os få styrke til at være dem, der hjælper, når der bliver kaldt på os.

             Vær hos dem, der er syge og gamle og som lider ondt. Giv styrke til den, der savner et menneske at dele sit liv med - og til den, der har mistet.

                  Vi beder for det land, vi kalder vort, og for alle der bor i det, for dronningen og hendes hus og for alle, der har magt over andre.

                  Vi beder for fællesskabet her ved Vor Frue Kirke og for din kirke udover hele jorden.

                  Herre mød os, når vi i stilhed vender os til dig.

             Herre velsign os alle, så vi kan leve vores liv i din ånd. Amen.

 

Motet

 

Apostolsk velsignelse

Lad os rejse os og med apostlen tilønske hinanden:

(menigheden rejser sig)

Vor Herre Jesu Kristi nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab, være med os alle! Amen.