Fastelavns søndag 2020

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen holdt søndag d. 23/2 2020

Tekster: (Sl. 31,2-6); 1. Kor 13; Luk 18,31-43

 

                      At blive set gør seende

De fleste af os har sikkert prøvet at blive taget til side – måske ved at blive kaldt ind til en samtale.

Det kan både være som skoleelev, at man har oplevet at blive kald til samtale med skolelederen. Eller man på arbejdspladsen bliver taget til side for at samtale med chefen. Eller man kan blive kontaktet af sundhedsvæsenet, fordi en læge ønsker at tale med én.

Denne form for samtaler, hvor man bliver taget til side, har en vis alvor over sig. Endda i en grad at det kan vække en vis nervøsitet i os. For hvilken form for information er det mon, der skal videre gives?

 

Da min kone og jeg skulle have vores første barn, deltog vi i flere af sådanne samtale, hvor vi blev taget til side. Dvs. efter helt almindelig praksis blev vi indkaldt til samtaler med en jordmorder, som både skulle undersøge, om min kones graviditet udviklede sig som den helst skulle, og samtidig skulle samtalen forberede os på den forestående fødsel.

Til trods for jordmoderes seriøsitet og faglighed og at jeg lyttede koncentreret, står det helt klart for mig, at jeg dengang lagt fra til fulde indså, hvad vi havde i vente, og hvad det var jordmoderen forsøgte at forberede os på. Jeg så, men jeg indså ikke.

 

Til trods for gode forberedende samtaler, vil der altid være noget, vi mennesker kan have svært ved at indse på forhånd. Ungdommens handlekraft og foretagsomhed kan være svær at kombinere med at give plads til og at forholde sig til det magtesløse rum i menneskelivet. Det er som om, at det rum kræver en særlig livserfaring, for at man virkelig har blik for det.

 

Da Jesus tager disciplene til side, har de vandret rund sammen med Jesus og været vidner til, at Jesu prædikener har fået folk til at følge ham. De har set Jesu udføre mirakler og undere. Og nu er de taget til side for at blive forberedt på, når de kommer til Jerusalem, vil Jesus blive hånet, mishandlet, spyttet på, pisket og slået ihjel.

Hvordan hænger det lige sammen? Mirakelmageren mishandlet og slået ihjel. Nej, hvordan skulle manden, der kan og har magt til at udføre bespisningsundere og gøre syge mennesker raske ende med at blive slået ihjel? Hvordan skulle han nå ud i en magteløshed, så han kan slås ihjel?

Til trods for en forberedende samtale er det for disciplene ikke til at indse sammenhængen i det, som Jesus forsøger at forberede disciplene på. Ordenes betydning er skjult for dem. De vandrer altså op mod Jerusalem uden af have indset, sandheden og virkeligheden i det, som Jesus har forsøgt at forberede dem på.

Og det er på deres vej mod Jerusalem, at de kommer til Jeriko og møder den blinde mand, som sidder i vejkanten og tigger. Da han hører, at det er Jesus, der er på vej, råber han en bønnen, ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig.

Manden, der ikke kan se med det blotte øje, men i den grad har indset og mærket, at han lever af det, som helt konkret nådigt bliver lagt i hans tikker skål og i overført betydning nådigt bliver givet ham i hans magtesløse rum. Det er ham, der råber til kærlighedens magt: ”forbarm dig over mig”.

Den blinde mand, der har indsigt i sin magtesløshed, råber en bøn, der af omverdenen bliver mødt af seende mennesker, der ikke har samme indsigt i magtesløshed, med trusler. De seende truer den blinde, magtesløse men indsigtsfulde mand til at tie stille. Men hans indsigt gør, at han bliver endnu mere insisterende og råber endnu højere: ”Forbarm dig over mig”

 

Denne her situation minder om kvinderne og de små børn, vi hører om ved enhver dåb. Kvinderne der kommer til Jesus med deres små børn, for at Jesus skal røre ved dem. Men disciplene truer ad dem. Det er jo bare små magtesløse mennesker. Dem kan Jesus da ikke bruge krudt på, tænker disciplene.

Men jo, det er netop de mennesker, der har indset, at der med til menneskelivet hører et rum eller et område, hvori vi er magtesløse, som Jesus fremhæver. Det er mennesker med den indsigt, Jesus gør til forbilleder for os andre og siger: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.”

Der er altså noget, vi skal åbne os for og tage imod for at få indsigt.

Både de små børn og den blinde mand neglegerer de omkringståendes trusler. Og til den blinde mand ved Jeriko spørger Jesus, ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?” Sagt på en anden måde: Spørger Jesus: Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig, der hvor du er magtesløs?

 

I dag er det os, der sidder her, der hører Jesu store ord: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”

Gud blev menneske i Jesus Kristus for at tjene os. Det er den Gud, vi bekender os til og tro på, der spørger:

”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”

 

Jeg ved ikke, hvad I har lyst til at svare. Måske skulle vi overveje at svare det samme som den blinde mand ved Jeriko: ”Herre, at jeg må kunne se” – at jeg må kunne indse, at din kærlighed til mig og alle os dine børn er det største og aldrig hører op. At jeg må kunne indse, at selvom jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg blot som et rungende malm eller en klingende bjælde.

Vi tilhører en religion og bekender os til en Gud i forhold til hvem, det helt centrale er, hvad Gud gør for os. Og ikke hvad vi gør for Gud. Derfor er Jesu spørgsmål helt centralt: ”Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?”

Jeg tror, at det kræver indsigt i både tro og menneskelivets magtesløse rum at kunne svare fyldestgørende på Jesu spørgsmål.

 

Da Jesus vandrer mod Jerusalem, ved Jesus, hvad der venter ham af hån, mishandling, spytklatter, piske slag og til sidst likvidering. Alligevel går han den vej.

Gud blev menneske for at være, hvor vi er. For at være hvor vi er svage og magtesløse. For at vise os, at vi ikke er overladt til os selv, men at vi selv i forhånelsen, mishandlingen og på vejen ind i døden, må tro på opstandelsen – tro på at Kristus går med os og at det ender godt.

 

Jeg besøgte engang en midaldrende kræftsyg dødende mand. Han syntes, at det var uretfærdigt, at han skulle efterlade kone og børn. Og samtidig troede han på Gud, og på at livet efter døden skal fortsætte hos Gud.

Det sidste han sagde til mig og flere af hans nærmeste inden han drog sit sidste åndedrag var:

”Vi ses”.

De to ord er en stærk prædiken, som stadig virker i mig. Denne døende mand kunne se. Han havde fået indsigt i livets magtesløse rum. Og til trods for at vores menneskelige retfærdighedstænkning gjorde ham anfægtet, havde han en tro på Gud og den kærlighed, der aldrig hører op.

Gud er i vores magtesløshed.

”Din tro har frelst dig” siger Jesus til den blinde mand, som bliver seende. ”Din tro har frelst dig” siger Jesus til den, som lader sig gribe i sit magteløse rum.

 

Menneskelivet har sine ørkenområder. Ørkenen er det immaterielle og prøvelsernes område. Et område som også hører fasten til og som også konfronterer os med vores magtesløshed, og netop dér er Gud.

Selvom vi bliver taget til side for at blive klædt på til det, som skal ske, får vi aldrig fuld kontrol og magt over livet. Endnu erkender vi kun stykkevist. Derfor kaldes der på vores åbenhed og ydmyghed.

Den blinde mand indså, at Gud havde set ham i hans magtesløshed. At blive set gør seende.

Gud ser os i vores magtesløshed. Derfor

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver en sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.   

 

 

 

 

Kirkebøn: Lad os bede sammen:

Almægtige Gud - himmelske Far!

Tak for livet du har givet os.

Tak fordi du blev menneske i Jesus Kristus for at tjene os.

Herre, hjælp os med at åbne os for dig, så vi får indsigt i livet og de rum, hvor vi er magtesløse.

Hjælp os med at tro på, at du er i vores magtesløshed.

Gør os seende, ved at du ser på os.

Giv os tro på dig, ved at vi mærker at du tror på os.

Skænk os din tilgivelse når vi fejler.

Lær os at værne om dit herlige skaberværk.

Vi beder for det land, vi kalder vort, og for alle der bor i det, for dronningen og hendes hus og for alle, der har magt over andre. Hjælp dem med at forvalte det ansvar, der er blevet dem pålagt til glæde og gavn for os alle.

Vi beder for alle som har det svært, alle der er syge enten på kroppen eller i sindet. Vi beder for alle der savner et menneske.

Vi beder for din kirke i Vor Frue sogn og ud over hele jorden. Herre, mød os når vi i stilhed beder til dig…

Gud, du som kender os bedre end vi kender os selv: Giv os og enhver på denne klode hvad vi behøver. Hjælp du os til at tage imod din nåde og barmhjertighed. Amen.

Af sognepræst Morten Pedersen,

Vor Frue Kirke Kalundborg