Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Læs en prædiken her

 

Troens skjold

21. s.e.trin.

Tekster: Ef 6,10-17; Joh 4,46-53

 

”Gå hjem, din søn lever.” Sådan siger Jesus, til den kongelige embedsmand, hvis søn ligger for døden. 

Den kongelige embedsmand, som ikke er jøde, men sandsynligvis hedning, har forladt hus, kone og sin syge søn og vandret 25-30 km. for at opsøge tømrerens søn fra nabolandsbyen Nazareth. Han har forladt sin trykke base, som er præget af, at han er en velhavende kongelig embedsmand med tjenere. Han har formentlig ikke manglet noget – bortset fra en rask søn. Nu er det, at denne embedsmand opsøger Jesus – fordi hans søn ligger for døden, så han kan ikke lade være.

 

Men hvad er i grunden en søn - eller datter, som det i vores tid og kultur lige så godt kan være?

En søn eller en datter er bl.a. håb og fremtid, den som skal skabe den verden, som vi ikke selv fik skabt. Den, som skal skabe liv ud over os. Kærligheden og håbet til barnet er altid stort, i hvert fald som udgangspunkt. Derfor slår det ubeskriveligt hårdt på forældre, når børns liv former sig anderledes, end man havde håbet.

Sådan slået ud går den kongelige embedsmand til Jesus, og beder ham gå med ham til Kapernaum og helbrede hans søn, inden det er for sent.

Men Jesus siger til ham:

”Gå hjem, din søn lever.”

 

Hvis jeg var denne embedsmand, ville jeg på den ene side have lyst til at springe højt af glæde. På den anden side ville jeg have lyst til at insisterer og sige: ”Hvis du kan helbrede min søn, som er døden nær, så gå med mig!”

Men det gør embedsmanden ikke. Han tror Jesus på hans ord og går de 25-30 km tilbage til Kapernaum. Hans tro på Jesu Ord får ham til at gå. Men hvordan kan han, for hvem det største er på spil lade sig styre af et ord, han kun gribe med tro, og som ikke har noget bevis – end ikke en underskrift?

 

For alle, der har prøvet at miste eller være hos en døende, kan der være noget udfordrende ved at høre ordene: ”Gå hjem, din søn lever.”

 

For 13 år siden, blev én af mine nære venner, som boede et helt andet sted på Sjælland, tilfældigvis indlagt på Kalundborg Sygehus. Han havde været syg med kræft i fire år og blev indlagt med en lungebetændelse. Og fordi sygeplejerskerne strejkede kom han til Kalundborg Sygehus.

Da han blev indlagt, besøgte jeg ham på sygehuset. Han havde sit sædvanlige glimt i øjet, sin humor og sin kærlighed i behold. Lungebetændelsen virkede ret uskyldig. Derhjemme havde han en sød kone og tre børn. Jeg lovede at kontakte dem, når jeg kom hjem og sige, at han havde det ok, og at hans kone bare skulle koncentrere sig om sine eksamener på hendes efteruddannelse.

Da jeg besøgte min ven aftenen efter, var hans tilstand noget forværret. Og da jeg kom på tredje dagen, sagde han til mig, jeg er ikke sikker på, at jeg kommer hjem igen. Kan du ikke tage nogle trøstende ord med til mig i morgen? Og så tog han min hånd og sagde: ”Vil du ikke finde en sød kæreste til Helle, når jeg ikke er her mere?” Jeg har valgt i dag at kalde hans kone Helle.

Til begge min vens spørgsmål svarede jeg: ”Jeg skal nok prøve.”

Og som de to andre dage sluttede vi også denne dag, med at bede sammen. Det var ligesom det enestes vi kunne i vores magtesløshed.

 

Da jeg kom hjem, brugte jeg flere timer på at lede efter trøstende ord i Bibelen, mens jeg tænkte på min alvorligt syge ven, hans kone, børn og forældre og søskende, som alle var nogle, jeg kendte godt. Jeg tænkte på min ven, som i min tidlige ungdom havde vist mig, hvad en god ven er, samtidig med at jeg som lovet ledte efter trøstende ord i Biblen. Men pludselig var der ingen trøst at finde i Bibelens ord. Den aften fandt ingen ord, hvor jeg mærkede trøst.

”Gå hjem, din søn lever” – de ord, blev en provokation. Det var ord, som jeg i hvert fald ikke havde lyst til at læse for min ven. Hvordan skulle han kunne finde trøst i dem?

Til sidst opgav jeg og fandt i stedet et andagtstykke, skrevet af sognepræst Poul Joachim Stender, som jeg ville læse for ven.

Da jeg kom op på sygehuset dagen efter, havde min ven fået iltmaske på, men vi kunne stadig snakke sammen.

Jeg fortalte, at jeg ikke rigtig kunne finde nogen trøst i ordene fra Biblen, men at jeg havde taget et andagtsstykke med jeg kunne læse højt.

Da han så, at det var tre sider langt, sagde han: ”Morten, det går ikke. Det for langt. Kan du ikke bare fortælle pointen?”

Jeg forsøgte. Pointen var, at Gud er med os, også når vi dør.

Jeg spurgte min ven, om han var bange for at dø?

Han svarede ”nej”, men sagde: ”Jeg er ked af, at jeg ikke får mere tid sammen med Helle og børnene.”

Bagefter bad vi sammen. Hvorefter min ven på forunderligvis trøstede mig.

Dagen efter kom Helle og deres børn. Og jeg fortsatte mine daglige besøg i de seks dage, min ven nåede at ligge på Kalundborg Sygehus.

 

Samværet med min ven på hans dødsleje gjorde at Bibelens Ord på ny tog fylde, og at jeg igen kunne fornemme, at den helbredelse, som vi hører om i dag, ikke blot er et mirakel, men en tegnhandling. En handling som peger udover sig selv og på noget andet og større – nemlig på ham, der står bag tegnet. Det er en handling som peger udover det konkrete under. Derfor lyder ordene også til os:

”Gå hjem, din søn lever”.

Måske havde min ven mere kontakt med ordenes indhold, end jeg havde, da han lå på sit dødsleje. I hvert fald var hans ønske, den sidste aften han levede, at jeg holdt en andagt sammen med ham, hans kone, børn, forældre, søskende og nærmeste venner.

Næste formiddag døde han.

 

Jeg tror ikke, at han gik bort.

Jeg tror, at han gik hjem.

 

På hans gravsten står der:

”Din kærlighed lever”.

 

Det er nu 13 år siden at min ven døde. Og for noget tid siden spurgte hans datter, som nu er 21, om jeg ville bruge en aften sammen med hende, hvor hun stillede spørgsmål og jeg bare skulle svare og fortælle om hendes far.

Da vi efter en del timer den aften sagde farvel, var vi begge fyldt af noget, som gjorde os stille og samtidig lyste det i hendes øjne.

Det blev en aften, hvor blev mærket af indholdet i ordene:

”Gå hjem - din søn lever” og ordene på gravstenen ”Din kærlighed lever”.

 

I dag er det os, ordene siges til:

”… din søn lever!”

Jeg spurgte indledningsvist, hvad en søn er. I det bibelske univers er sønnen den, som er håbet og fremtiden, den, der skal skabe den verden, vi ikke selv fik skabt og den, der skal skabe liv ud over os.

Den bibelske søn er også vores. Derfor er det også til os, at Jesus siger: ”Din søn lever”. Den søn, som forbandt sig med svagheden, som døde, og om hvem det hedder: din søn lever.

I dag lyder opfordringen til os: ”Gå hjem, din søn lever”. En opfordring som rækker os det samme håb, som ordene gjorde til den kongelige embedsmand. Ordene som lyser fra en fremtid ind i vores nutid og netop virker, hvis vi tror dem, at vi kan være til stede og leve i nuet og - i fremtidens retning.

Det er den tro, Paulus beskriver som et skjold, som kan slukke brændende pile. Det var troens skjold min ven holdt foran både sig selv og mig, da han lå på sit dødsleje.

Hvis vi vælger at tro Jesu Ord og leve på det, skaber det vores liv om.

Det svære er at slippe sig selv og i tillid til troens skjold.

Vi skal i dag gå hjem, som manden fra Kapernaum gik hjem, i troen på Guds Ord, for det er i troen, at livet fornyes og folder sig ud. Vi må gå hjem som embedsmanden med en grænseløs tiltro til, at der stadig er noget godt i vente for os – at det ender godt, når vi kommer hjem. Amen.   

 

Bøn

Lad os bede sammen: Himmelske Far!

Vi takker dig for alle de gaver du giver os; livet, håbet, troen og glæden, mennesker omkring os og din natur.

Herre, skænk os troen på din nåde og kærlighed. Skænk os troen på, at du er med os i al evighed, og at vi har hjemme hos dig.

Herre, giv os styrke til at være tro mod dig, så vi kan holde troens skjold op imod ondskabens og fortvivlelsens brændende pile.

Hjælp os med at trøste og vandre med vores næste, når vores næste er fortvivlet.  

Vi beder for det land, vi kalder vort, og for alle der bor i det og for dronningen og hendes hus.

Hjælp al lovlig øvrighed med at forvalte det ansvar, der er blevet dem pålagt til glæde og gavn for os alle. Vi beder om kærlighed og om visdom til at gøre ret i forhold til vores mennesker.

Vi beder for alle som har det svært, alle der er syge enten på kroppen eller i sindet. Vi beder for alle der savner et menneske.

Vi beder for din kirke i Vor Frue sogn og ud over hele jorden.

Herre, mød os når vi i stilhed vender os til dig …

Herre, velsign os alle så vi kan leve vores liv i din ånd. Amen.

 

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen søndag d. 24/10-21

Ophavsret: