2. s. i advent 2020

Tekster: Es 11,1-10; Rom 15,4-7; Luk 21,25-36;

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen

 

 

Vi kan kun leve i håbet!

Når vi mister håbet, går noget under!

                 

At vi kun kan leve i håbet, tror jeg, at vi alle sammen har erfaret.

Man kan ikke blive ved med at kæmpe for sin virksomhed, hvis man har mistet håbet om, at den kan overleve på lidt længere sigt.

Man kan som forældre ikke blive ved med at aflevere sit barn i en børnehave, hvis man ikke har et håb om, at det kan blive et rart sted for ens barn at være.

Man kan som elev ikke blive ved med at gå i en klasse, hvis man har mistet håbet om, at man kan blive en del af klassens fællesskab.

Man kan heller ikke blive i et såkaldt venskab, hvis man har mistet håbet om, at interessen for venskabet kan blive gensidig.

De færreste kan blive i et ægteskab, hvis man har mistet håbet om, at kærligheden og tilliden gensidigt kan leve og mærkes.

Vi kan heller ikke give os uforbeholdent hen til noget, vi har mistet troen og håbet på.

Selv på menneskers yderste dag – på dødslejet kan det være en kamp at overgive sig. Her kan dødsangsten få os mennesker til at holde krampagtig fast i livet på denne jord, alene fordi det er livet på denne jord, som vi kender.

 

Når vi mister håbet, gribes vi ofte af angst og rådvildhed. Fortvivlede leder vi efter noget nyt, vi kan sætte vores lid til, og som kan vække fornyet håb i os.

 

Det værste der kan ske for os mennesker, er ikke at blive ramt af alverdens ødelæggelser, sygdomme og dårligdomme. Det værste er grundlæggende at miste håbet – fordi det er et tab, som vækker angst og rådvilhed.

 

Håbet er eksistentielt. Derfor samles vi også og tænder levende lys, når terrorhandlinger har hærget og slået ihjel. For vi har brug for at bevare håbet om, at livet på denne jord også kan være et sted med fred og kærlighed, og at livet her også kan være fantastisk. Og vi har brug for at vores håb næres – og det gælder uanset, hvad vores håb retter sig mod; om det er et klassefællesskab, kollegafællesskab, et ægteskab, et venskab eller noget helt femte.

Det her med håbet har Paulus blik for. Det er derfor, at han skriver:

”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for, at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.

Paulus taler altså om, at der er noget, som kan trøste os, og få os til at fastholde et helt grundlæggende håbet håb om, at der er en plads i en kærlighed, hvor i vi hører til. Og det sted er hos Gud. Når vi lever i det håb, vækker det trøst og udholdenhed i os. Men det er også et håb, som kan give os mod til at træde ud af en håbløs situation.

 

Lige nu ad-venter vi på julens komme – på fejringen af Jesu komme til denne verden. Når vi venter på noget, overvejer de fleste af os sikkert, om det, vi venter på, overhovedet er noget, der er værd at vente på. Og er dét, som vi venter på, noget vi virkelig har brug for? Midt i denne ventetid er det, at vi høre de barske ord om jordens undergang, Jesu genkomst, om at stå over for menneskesønnen – og om forløsning.

For mig, er det helt vildt at ligge øre til Jesu forudsigelse af jordens undergang. Bibelens tale om jordens undergang, kalder man for kristendommens eskatologiske perspektiv. Det græske ord eschatos betyder ”yderst”. Det handler om den yderste dag. Den yderste del af historien.

Den her eskatologi kan man tale om på to måder. Man kan tale om verdens yderste dag  - ”jordens undergang” ”dommedag”, ”ragnarok” eller hvad man nu kalder det. Og man kan tale om din og min yderste dag. Hvad sker der, når livet slutter for dig og mig? Det kan måske lyde som en mindre målestok, men det er lige præcis dér, hvor historien rykker tæt på. Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er der en yderste dag for os alle sammen. Og hver især ved vi ikke, hvad der vil ske, når vi når dertil. Men alt efter hvad vi tænker og tror, kan det præge det perspektiv, hvormed vi møder og ser på verden og livet her og nu.

Det er derfor Jesus fortæller lignelsen med figentræet. Ser vi lige nu kun vinterens mørke og de døde blade på jorden? Eller møder vi vinterens mørke og de døde blade i lyset af og i en troen på, at det bliver forår og sommer igen – at vi har mere i vente? Det sidste kan få nogle af os til at opleve, at mørket og vinteren har en ro og en dybde og noget hyggeligt ved sig.  

 

Når jeg skal tale med mine konfirmander om betydningen af det at ad-vente på Frelseren komme – på fejringen af julen, bruger jeg ofte rundboldspillet som billede.

Når man løber rundt om rundboldt banen og ikke når i mål inden, der bliver sagt stop, ja, så dør man i spillet, og man må stille uden for banen. Uden for banen kan man fortvivlet og opgivende vælge at gå væk, for man er jo dømt ude og ”død”. Man kan også vælge at stille sig ventende i håbet om, at der er en spiller, der løber en ”befrier” eller ”Home-run”, som mine konfirmander kalder det. Og sker det, så er man befriet fra at være dømt ude og død i spillet og kan komme hjem til sit hold og være med i fællesskabet.

Håbet om forår, håbet om en befrier og håbet om en guddommelig Frelser og befrier påvirker det prisme hvorigennem vi ser og møder nuet, vi står i.

Det kan lyde meget enkelt. Men det er det ikke. Teoretisk set er det måske enkelt. Men i virkeligheden er det ikke. For det er ikke altid, at vi håber. Vi kan alle komme til at opleve dage, hvor det ikke er håb, der driver os og fylder i os, men måske snarere fortvivlelse. De dage må vi læne os op ad andres tro og håb - og deres håb for os. Når livet på den ene eller anden måde river i os, må vi leve i troen på, at vi hører til i Guds kærlighed og at Kristus har ret, når han siger: ”Jeres forløsning nærmer sig”.

 

Digterpræsten Kaj Munk fortæller et sted om en uforglemmelig oplevelse. Det var en dejlig sommermorgen. Kai Munk gik derfor ud i sin have, men idet han træder ud hører han en underlig lyd i luften, og tanken melder sig: ”Det skulle da vel aldrig være himlens kræfter som rystes og Kristus, som kommer igen?”

Det viste sig senere, at det blot var en øvelse ude ved havet, hvor en redningsraket blev fyret af.

Kaj Munks reaktion på det, som han troede, muligvis var Kristi komme, er tankevækkende.

Han hverken lo af sig selv eller skammede sig. For som han udtrykker det:

”Jeg havde fået noget at vide om mig selv, jeg var glad for. Og jeg vil aldrig glemme den følelse af lykke, der greb mig ved muligheden for, at det kunne være Ham selv. Skønnere synes jeg ikke, den skønne sommermorgen kunne krones.”

 

Kai Munk har fat i noget. Han har fat i noget, som kan skabe en følelse af håb og glæde – han har fat i, at med Jesu fødsel blev Gud menneske for at være vores Frelser og befrier, for at nære et helt grundlæggende håb i os mennesker, som kan bære os igennem livskriser.

Det er Guds rigets kræfter, vi mærker, når vi indlemmes i Guds fællesskab, hvad enten det er her i kirken - ved døbefonten eller ved nadverbordet eller andre steder. Guds rige er allerede på færde, der hvor et menneske elsker livet og ikke kun sig selv. Hvor Guds rige er på færde, dér er det rart at være. Guds rige er her altså i én forstand allerede. Men det er, som Paulus udtrykker det:

v12 ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1 Kor 13,12)

Guds rige er her altså allerede, dog endnu ikke fuldt ud. Livet på denne jord er ikke det rene paradis. Som vi lige har sunget, så kan vi alle tages i, at klæde vores næste med foragt, og slå hans mod ihjel, og stjæle hans glæde.

Ja, hvem har ikke oplevet, at et medmenneske har taget glæden fra én. Og hvem har ikke prøvet at tage glæden fra et menneske?

Ja, selv i vores nære forhold kan vi blive destruktive: To mennesker der elsker hinanden – kan også slide hinanden op. Hvor tit ødelægger vi ikke livet for hinanden? Hvor tit kredser vores tanker ikke om destruktion – ja sågar selvdestruktion.

Mennesket er et skabende væsen. Vi kan skabe mange ting. Vi kan skabe glæde for hinanden. Men vi er unægtelig også det mest ødelæggende væsen af alle væsener på denne jord.

Derfor, skal Guds rige folde sig helt ud, må vores riger gå under. Både de riger, hvor vi bekriger hinanden, og de drømmeriger, hvor vi tror, at vi med det ene eller andet system skaber kærlighedens rige på jorden, for der er altid noget, der først skal ryddes af vejen, og senere viser det sig, at der er nye udrensninger på vej. Det destruktive er altså altid med i al vores skaben.

Vi er ikke herrer, men fanger. Fanget af synd og død. Derfor består vores forløsning i, at vores herredømme går under – og Guds rige kommer.

I Guds rige råder godhed og evighed – dér er der ingen grusomhed og ingen tilintetgørelse. I Guds rige er der ingen fjendskaber. I Guds rige skal vi være venner med vores fjender. I profeten Esajas tekst til denne søndag kan man læse en metaforisk beskrivelse af Guds rige: Her skal ulven bo sammen med kiddet og kalv og ungløve skal græsse sammen.

 

Når vores fremtid ser ud til at være gået i stykker, så har Gud en fremtid til os.

Det gælder ikke kun ved verdens ende. Det gælder også lige her og nu.

Jesus kommer med et levende håb om, at der hvor vores verden går under, der tager Guds verden over.

Han løfter vore døde ind til liv hos sig.

Han melder sig på banen i vor sygdom og forladthed med kærlighed og nærvær.

Han er hos os i vores ensomhed. Han er lige dér, hvor vi er.

Det kan godt være at verden går under, men i dag hører vi, at vi ikke skal gå under vi skal derimod forløses af ham, som kommer til os – ham, hvis fødsel er vores redning!

Lad os derfor med oprejst hoved træde ud i livet på denne jord – oprejste fordi forløseren kommer til os. Amen

 

Kirkebøn

Himmelske Far!

Tak for livet du har givet os.

Tak for de oplevelser du har givet os.

Tak fordi du kommer til os i Jesus Kristus. Tak fordi du har brudt mørkets og frygtens magt.

Herre, giv os mod til at åbne os for dig.

Og giv os mod til at stå over for dig, når du kommer til os. Det er, når vi spejler os i dig – i din rene kærlighed, at vi virkelig ser, hvem vi selv er. Giv os styrke til at stå ansigt til ansigt med dig.

Gud, vær hos dem, der er syge og som lider ondt. Giv styrke til dem, der savner et menneske at dele sit liv med – og til den, der har mistet eller savner et barn eller sin mor og far.

Vær hos den døende og hos den, der savner et hjem, sit land eller frihed.

Giv din kirke liv, så den kan lyse op i verden, og giv os mod til at være din kirke.

Overvind alle splittelser i din kirke og i livet. Giv os tilgivelse for vores synd.

Gud, vær os nær, når vi i stilhed vender os til dig …

Velsign os alle så vi kan leve vores liv i din ånd. Amen.

 

Af sognepræst Morten Pedersen,

Vor Frue Kirke Kalundborg