Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Læs en prædiken her

Gud kalder

Det er en velsignelse

5. s. e. trin.

Tekster: (Es 6,1-8); 1. Pet 3,8-9; Luk 5,1-11

 

I romanen ”Den gamle mand og havet” fortæller Ernest Hemingway om en gammel fisker, der alene sejler ud på havet i en lille båd. Efter et langt livs forgæves jagt fanger han sit livs fangst. En kæmpefisk som han længe må trækkes med for at få indenbords. Det lykkes ikke. Det viser sig, at det er en sværdfisk, som er længere end hans båd. Det ender med, at han må binde fisken fast til båden og forsøge at trække den efter sig ind på land. Det bliver en frygtelig tur, som mere og mere kommer til at ligne en håbløs kamp mod kræfter, som er stærkere end den gamle mand. Mens han ror, alt hvad hans kræfter kan magte, angribes den store fisk, som slæbes efter båden, af andre rovfisk. Det bliver en udmattende og håbløs kamp for at ro og holde rovfiskene væk samtidig. Da han endelig når bredden, hvor han skulle have fejret sit livs triumf – er fiaskoen total. Der er ikke andet tilbage af kæmpefisken end nogle sørgelige skeletrester.

                

Hemingways historie handler bl.a. om, at det at være menneske kan være en jammerlig affære. Som den gamle fisker har vi så mange drømme om den store lykke, den store succes. Det perfekte ægteskab, den lykkelige familie, den strålende karriere, den store gevinst i livets lotteri. Og hvad bliver det så til, når det kom til stykket? Stumper og rester, lidt af dit og lidt af dat. Ingenting, skuffelse og tomhed. Middelmådighed.

                 Den gamle fisker har sikkert tænkt:

”Jeg har slidt og slæbt hele livet, og hvad er det blevet til? Et fiskeskrog!”

                 Nogle børn kan opleve det samme, når de går i gang med at bygge den kæmpe store hule, de inde i deres hoved ved, hvordan skal se ud. De knokler med at finde alle materialerne frem, men inden hulen står færdig, giver de op, fordi det hele falder sammen om ørene på dem og kun nogle pinde står tilbage.

                 Og nogle unge oplever, at efter de har slidt i grundskolen eller på gymnasiet, er deres snit for lavt til at komme ind på deres drømmestudie. Og de kan få følelsen af, at det hele har været forgæves.

Og indimellem spørger vi voksne også os selv: ”Var det det hele?” Nu har vi knoklet med at nå i mål med et projekt eller en efteruddannelse eller et helt arbejdsliv, men det er som om, at resultatet eller gevinsten ikke står mål med indsatsen. Eller kræftpatienten, der har stået igennem en lang og sej behandling, som ikke har haft den ønskede effekt.

                 Med til menneskelivet hører den slags erfaringer. Somme tider kan det nærmest se ud som om, at det at blive voksen, er at lægge den ene forventning bag sig efter den anden, som illusion efter illusion. Ganske langsomt og sikkert at afskrive den ene forhåbning efter den anden for til sidst at nå det nulpunkt, hvor det drejer sig om, at få resten af livet til at gå så behageligt som muligt – og så roligt som muligt. At indrette sig på det mulige, som har snævre grænser, på de givne betingelser – ganske uden illusioner om, at det kunne være anderledes.

                

                 Måske er det det nulpunkt Peter står i, da han møder Jesus. Efter en hel arbejdsdag står han med tomme net, ingen fisk, ingen mad, intet at tage med hjem der kan brødføde familien. Derfor siger han træt og resigneret til Jesus:

                 ”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået.”

Hvad skal det alt sammen nytte?

”Hvad skal det nytte?” – det spørgsmål er vi mange, der stiller os selv. Og det spørgsmål har Peter sikkert også stillet sig selv, da han træt sidder i båden og Jesus siger: ”Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!”

Enhver erfaren fisker vid, at det ikke nytter noget ved højlys dag. Dagtimerne kan bruges mere fornuftigt. Til at sove i f.eks. Det kunne der nok være brug for efter en lang arbejdsdag på søen. Peter havde ingen illusioner om at fange noget. Dertil kender han realiteterne for godt.

                 Og så alligevel!

”På dit ord vil jeg kaste garnene ud.”

Peter læner sig op ad Jesu tro. Peter tror ikke selv på det fiskeprojekt, de går i gang med. Men på helt forunderlig vis har Jesus gjort et indtryk på Peter, som gør, at Peter drister sig til at læne sig op ad Jesu tro.

                 Peter står på et nulpunkt, hvor der ikke er så meget på spil. Det værste, der kan ske, er, at det viser sig at være spildt arbejde at kaste fiskenettene ud igen. Men fordi Jesus tror på projektet, sejler Simon Peter ud på søen og kaster nettene ud.

                 Jesus møder Peter med troen på, at Peter godt kan fange fisk.

                

                 Lige nu er der en masse livserfaring herinde i kirken. Hvis I hver især kigger på jeres livshistorie, så prøv lige at se på, hvor mange gange I har lænet jer op ad andres tro og nogen har kaldt på jer. …

 

                 Hvis vi ikke havde lænet os op ad andres tro, ville vi alle komme kravlende ind i kirken. Kun fordi mine forældre troede på, at jeg kunne lære at gå, turde jeg læne mig op ad deres tro og springe ud på tusinde favne og gå hen imod dem, da de kaldte ”kom”. Havde mine omgivelser sagt og vist mig, du kommer aldrig til at gå, og hvis du forsøger, slår du dig halvt ihjel, så havde jeg jo kravlet endnu – og det princip gælder for os alle sammen.

                 Selvom jeg ikke kan huske dengang, jeg lærte at gå, er jeg sikker på, at jeg lænede mig op af mine forældres tro på projektet, fordi jeg følte en vis tryghed hos mine forældre.

                 På samme måde tror jeg, at Peter har det i båden med Jesus. Der er noget ved Jesus, som gør, at Peter tør læne sig op ad Jesu tro. Og havde Peter ikke lænet sig op ad Jesu tro, var der ikke sket et fiske- og madmirakel. Og havde vi ikke lænet os op ad andres tro, var der ikke sket det mirakel, at vi havde lært at gå og mange andre mirakler. Tro er en meget stærk kraft, der kan drive os mennesker langt – også når det er andres tro, vi læner os op ad.

                 Da fangsten er kommet op i de to fiskerbåde knæler Simon Peter ned for Jesus og siger: ”Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand”.

                 Lige her kunne Simon Peter være ramt af så mange andre tanker. Her stod han foran en erhvervsmæssig optur. Han kunne i stedet have spekuleret i at udvide sin flåde og med flere både og net blive en velhavende fisker. I stedet er han opslugt af, at han står over for den rene kærlighed – Gud selv. Og da han spejler sig i den, ser han, at han er en syndig mand, der er gået fejl af målet. Han føler ikke han matcher den kærlighed, der står over for ham. Det gør ham ydmyg. Derfor knæler han ned samtidig med, at han beder: ”Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand.”

                 Jesus hverken modsiger Simon Peter eller går, men siger ”Frygt ikke!” Og så kalder han Simon Peter til en opgave. ”Fra nu af skal du fange mennesker.”

                 Simon Peters og Jakob og Johannes reaktion er virkelig tankevækkende. Kæmpe fiskerisucces og så bagefter ligger de bådene til land og forlader både fangst, både og net og alt andet for at bevæge sig ud i en anden form for fiskeri, som de umiddelbart ikke har nogle særlige forudsætninger for. De tre mænd kommer ikke engang med nogle forbehold.

                 Simon Peter mærker noget i Jesu kald, som gør, at han ikke afviser. Han mærker en kærlighed og en mening, som bevirker, at han stik imod al fornuft følger Jesu kald. Han mærker, at Jesus tror på ham.

                 På samme måde kan kærlighedens kald virke på børn og os voksne. Spørgsmålet er bare, om Hemingways fisker og vi andre høre de kald, der lyder til os på livets vej, eller om vi overhører dem.

                 Ligesom Simon Peter er kaldet af Jesus, er vi alle kaldet af Gud til på hver vores måde at sprede Guds kærlighed på denne jord. Og når du ikke tror på det projekt, der ligger i Guds kald, må du gøre som Simon Peter og læne dig op af Guds tro på dig. Gud kalder på dig, fordi han tror på dig. I Guds kald ligger livets velsignelse til Simon Peter og til dig og mig.

Som vi hørte tidligere fra alteret:

”I er kaldet til at arve velsignelse” (1. Pet 3,9). Amen.

 

Kirkebøn

Himmelske Far!

Tak, fordi du i Jesus Kristus kom til denne jord, for at møde os med din kærlighed og dit kald på os.

Tak fordi du tror på os – også når vi ikke tror på os selv.

Hjælp os til med ydmyghed at se det mirakel, der sker, hver gang, nogen tror på os.

Giv os mod til at tale uretten imod, og mod til at indse vore fejl, når det er os selv, der begår uret.

Vær hos dem, der er syge og gamle og som lider ondt.

Giv styrke til den, der savner et menneske at dele sit liv med - og til den, der har mistet eller savner et barn eller sin mor og far.

Vær hos den døende og hos den, der savner arbejde, et hjem, sit land eller frihed. Vi beder for det land, vi kalder vort, og for alle der bor i det, for dronningen og hendes hus og for alle, der har magt over andre.

Giv din kirke liv, så den kan lyse op i verden, og giv os mod til at være din kirke.

Overvind alle splittelser både i din kirke og i livet i det hele taget, og giv os tilgivelse for vor synd.

Gud hør os, når vi i stilhed beder til dig:

Velsign os alle, så vi kan leve vores liv i din ånd. AMEN.

                

Prædiken af sognepræst Morten Pedersen 5. søndag efter trinitatis d. 4/7-2021.

Ophavsret: