Udgivet tir d. 21. apr 2020, kl. 15:43

Vi mennesker er sociale væsner, der har brug for levende kommunikation med andre mennesker. Det gælder livet igennem fra fødsel til død. Jævnligt har vi brug for at tale med andre mennesker. For det er bl.a., når vi snakker med andre mennesker, at vi mærker os selv, livet og verden uden for os selv. Når vi taler med andre, mærker vi, at vi lever. Samtalen kan give os fornyet energi, mod og håb. Og ofte er det i samtalen, at det bliver klart for os, hvor det meningsfulde ved livet ligger og livets smerte lindres ved at deles med at andet menneske. I denne tid, hvor vi viser hensyn, ved at blive hjemme, ser og samtaler de fleste af os med langt færre mennesker, end vi plejer. Og samtidig konfronterer corona-pandemien os meget konkret med menneskes begrænsning og afmagt. Vi mennesker får aldrig fuld kontrol over vores liv, og den klode vi lever på. Sognepræst ved Vor Frue Kirke Morten Pedersen fortæller, at den erkendelse kan vække et behov for at henvende sig til nogen og noget uden for én selv. Det kan både være et menneske at tale med, men det kan også være et behov for i afmagt at søge Gud. Dette fælles behov, som i denne tid kan være mere påtrængende, vil vi ved Vor Frue Kirke gerne imødekomme med to Kirkekæder. Kirkekæderne er to telefonkæder, som Vor Frue Kirkes diakon Gorm Dalsgaard, sætter i gang to gange dagligt henholdsvis kl. 8 og kl. 17. Man vælger selv hvilken én af kæderne, man ønsker at være med i. Morten Pedersen fortæller, at kæderne vil kører, så længe Corona-pandemien begrænser vores muligheder for at fysisk samvær. Alle, der gerne vil være med i én af kæderne, kan være med. Gorm Dalsgaard vil ringe til den første på kæden. Telefonopkaldet vil have flg. faste forløb. Man vil blive spurgt: ”Hvordan går det hos dig?” Et spørgsmål, hvortil svaret kan have stor variation. Somme tider kan man svare meget kortfattet på spørgsmålet, andre gange vil det kræve mere tid. Da den maximale ramme for telefonopkaldet er 5 min. kan man evt. aftale at vende tilbage med en opringning på et andet tidspunkt eller henvise til diakon Gorm Dalsgaard eller én af kirkens præster. Efter spørgsmålet læser, den som ringer op, dagens bibelcitat, som sognepræst Morten Pedersen vil finde til hver dag. Hvis den, som ringer op har lyst, kan vedkommende spørge personen i den anden ende af røret, om der er interesse for, at man afslutter samtalen med at bede fadervor sammen. Det er helt op til den, som ringer op, om fadervor skal være et tilbud ved samtalen, eller om man ringer af efter at have læst/hørt dagens bibelcitat. Herefter ringer den, som blev ringet op, til den næste på listen, som træffes hjemme. 

Kirkekæde med vedhæng 

Hvis man gerne vil være en del af kæden, men ikke ønsker at ringe videre til andre, kan man være et ”vedhæng” til kæden, som illustreret på billedet af halskæden. På den måde kan man få samme daglige oplevelse af et telefonopkald, men man skal altså ikke ringe videre til andre. Da det er grænseoverskridende at bede sammen – især uden for kirkerummet, er det helt op til den, som ringer op i kirkekæden, om man vil bringe fadervor i spil. Men det gør noget ved os mennesker at bede sammen. Og fadervor har det over sig, at ordene minder os om, at vi ikke skal magte alt og ikke er overladt til os selv. 

Tilmelding 

Man tilmelder sig kæden eller få flere oplysninger ved at kontakte Vor Frue Kirkes kirketjener og diakon Gorm Dalsgaard, som kan kontaktes på tlf. nr. 2061 1704 eller mail: byportensyv@ka-net.dk

Kategorier Ukategoriseret